Lene og Kim Quist har kastet øjne, smagsløg og kærlighed på støvlelandet

AALBORG: Familien Quist har italiensk vin i årerne, og på det seneste er der såmænd også blevet spædet op med en god sjat italiensk, biodynamisk gin.

Lyder det ikke som en spændende cocktail?

Forklaring følger:

Ægteparret Lene (55) og Kim Quist (58), Aalborg, har nemlig kastet deres øjne, smagsløg og kærlighed på italienske vine.

Og det skal vel at mærke være de gode vine fra støvlelandet.

Hvis man vil have kvalitet fra de små lokale vinbønder, så er det en god idé selv at gå på opdagelse i Italien. Det er deres filosofi.

Det har parret således gjort et utal af gange, og på den måde har de igennem de senere år fået skabt et godt og effektivt forretningsnetværk med lokale vinproducenter.

Et vineventyr

I første omgang - og det er efterhånden en del år siden - blev de gode dråber drukket af parret selv, men i takt med at familie, venner og bekendte naturligvis også gerne ville smage med opstod både idé og behov for at gøre det hele til et egentligt forretningsområde for parret.

Og for ca. fem år siden så deres fælles vinimportfirma Quist Wine så dagens lys.

Lene og Kim Quist melder klart ud, at de ganske enkelt er faldet for områderne Veneto, Toscana og Piemonte.

- Vi har fået et fantastisk samarbejde op at stå med en række lokale vinproducenter, og deres fantastiske vine deler vi hellere end gerne med andre, der sætter pris på et godt glas vin, siger Kim Quist til aalborg:nu.

Og som en ekstra krølle på parrets vineventyr så kom de ved lidt af en tilfældighed i forbindelse med den italienske vinproducent Enzo Brinis, som i et års tid havde syslet med at fremstille en 100 procent biodynamisk italiensk gin.

Lang historie kort:

Quist-familien havde købt vin hos én af hans naboer, og så faldt snakken på gin-produktionen hos Enzo Brinis i byen Montepulciano i Toscana.

Brinis har haft både held og dygtighed til at skabe en ægte Toscana gin, som har fået navnet Ginepraio Gin, og den har først nu set dagens kommercielle lys.

Hemmelige ingredienser

Kim Quist:

- Vi er eneste importør og forhandler i Danmark af denne gin, som bl.a. er helt speciel ved, at der er sporbarhed helt ud til hver enkelt plante og krydderi, der er brugt ved fremstillingen af den smagfulde gin.

- Den årlige produktion er på i alt 2000 flasker, og vi er blevet tildelt en kvote på 150 halvliters flasker, siger Kim Quist og tilføjer, at alkoholprocenten er 45.

Det hører i øvrigt også med til historien, at Lene og Kim Quist rejser til Italien minimum to til tre gange om året for at gå på vinopdagelse, ligesom de også opholdt sig i landet i hele september måned i fjor.

Og de er sågar ikke "blege" for at løfte sløret for de "hemmelige" ingredienser i den unikke gin.

Mikset byder på enebær, koriander, angelicarod, sød orangeskal, rosenblade, lemonskaller og karryblomster.

Og så må det vist være på sin plads at udbringe et velment Salute...

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...