Hos den nye afdeling Småt&Godt finder du i første omgang senge - og flere møbler er på vej

AALBORG: Hvordan skal drømmesengen se ud? Det kan du nu selv være med til at bestemme hos Råt&Godt - der har åbnet den helt nye afdeling Småt&Godt, som laver møbler til børn.

Tina Larsen
Sengen her har fået navnet Drømmeseng, og den er den første model, Christian Helweg allerede har bygget til inspiration. Privatfoto

- I første omgang laver vi en Drømmeseng, det er en seng, børnene selv kan være med til at designe. Skal fronten være en bil, et slot - eller måske en købmandsbutik som den prøvemodel, jeg har bygget, siger ejer og daglig leder af det socialøkonomiske værksted på Hjulmagervej, Christian Helweg.

- Det skal være et tema, der giver mening for det enkelte barn. Og skifter man mening undervejs, er det nemt at skifte fronten ud, ligesom man også kan købe forskelligt tilbehør.

Der har på forhånd været stor interesse for børnemøblerne, der bliver lavet af genbrugs-byggematerialer, og inspirationen har Christian Helweg fundet hjemme hos sig selv.

- Jeg har bygget noget tilsvarende til min egen søn på tre år, et møbel i to niveauer hvor der er et rum under sengen, og han sover på første sal, siger han.

- Og så syntes jeg, at det kunne være sjovt at videreudvikle den seng.

At Småt&Godt har set dagens lys skyldes en donation fra A.P. Møller Fonden på 1,6 millioner kroner til udvikling af børnemøbler.

Og at det er lykkedes at få beløbet, fører til, at Råt&Godt nu også tilbyder konsulentbistand til andre virksomheder der vil søge om fondsmidler - og samtidig også tager et socialt og bæredygtigt ansvar.

- Vi har fået erfaring i selv at søge - og hvis der sidder nogen og overvejer, at de har brug for hjælp, skal de endelig bare kontakte os, siger Christian Helweg.

Arbejdet i Småt&Godt går i gang efter sommerferien, og de første senge er klar omkring oktober/november.

- Og der kommer flere møbler på sigt, lover Christian Helweg, der dog endnu ikke vil røbe, hvad der er på tegnebrættet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...