De mange graffitimalerier på murene omkring Karolinelund er på vej i graven - Jonny Hefty efterlyser en ny ”legeplads” til gadekunstnere

AALBORG: Det er noget helt unikt og specielt for Aalborg, som i disse dage forsvinder. En stor del af de mange kulørte graffitimalerier, som i årevis har været lig med Karolinelund, er på vej i graven.

- Det er en af Jyllands største lovlige graffitipladser, der nu forsvinder. Det er her, vi alle har gået og øvet os. Det er så ærgerligt og trist. Ræven græder, siger Jonny Hefty med henvisning til sit varemærke - rævefiguren.

Katrine Schousboe
Murene omkring Karolinelund er på vej ned - dermed også meget af den graffiti, som i årevis har karakteriseret parken. Foto: Martin Damgård

Byens undergrundsborgmester har fingeren på pulsen, når det gælder gadekunst i byen. Udover selv at male, driver han også Facebookgruppen 9000 Farver - Aalborg graffiti og følger intenst med i, hvad der sker på byens street art-scene.

Og han ærgrer sig over at kunne følge med i, at murene omkring Karolinelund de seneste uger er blevet revet ned. Først på nordsiden mod Østerbro og nu mod Kanalstien. Flere steder bliver malingen fjernet, før fladerne bliver væltet. For noget af den maling, der er brugt til de kulørte værker, er forurenende og i nogle tilfælde karakteriseret som ”farligt affald”.

- Jeg har det lidt som om, man vælter en statue. Det her er en stor del af min - og mange andres - verden. Det er ikoniske værker, som f.eks. Burnons billede af Niarn, der er væk for altid. Det er et helt unikt gadegalleri, siger han.

LÆS OGSÅ: Nu ryger graffitien i Karolinelund. Se billederne

Katrine Schousboe
Der er - eller var - i hundredvis af værker i parken, nogle mere færdige end andre. Foto: Martin Damgård

Kommer og går

Murene har haft meget skiftende ”udstillinger”, for et karakteristika ved gadekunsten er netop, at intet er for evigt.

Værker kommer og går, fordi de bliver malet over med nyt. Blandt byens graffitimalere har der været en stiltiende aftale om at frede hinandens værker nogle uger, før væggene får nyt liv.

Men i takt med, at murene er blevet revet ned, og der dermed er blevet mindre plads at boltre sig på, har Jonny Hefty kunnet følge med i, at den aftale er skredet.

- Der er meget få mure tilbage, og de bliver hurtigt fyldte. Derfor kan man se, at der er blevet malet mere over på det seneste, siger han.

I det hele taget frygter Hefty, som på sit sygesikringsbevis hedder Jakob Ørom, at den manglende legeplads til gadekunstnerne betyder, at vi den kommende tid vil se, at der dukker mere graffiti op på uønskede steder omkring i byen.

- For hvor skal man ellers gå hen. Skabertrangen forsvinder jo ikke, selv om murene gør, konstaterer han.

Katrine Schousboe
Arbejdet med at åbne Østerå er i fuld gang og ventes at vare til og med udgangen af 2022. Foto: Martin Damgård

Farvel til ræve

Jonny Hefty har gennem nogle måneder forsøgt at hjælpe med at finde nye steder, hvor graffitimalere lovligt kan udfolde sig.

Han nævner den lange mur ved travbanen som en mulighed, men foreløbig er forsøgene strandet.

- Jeg synes, det er et kæmpe tab for byens gadekultur. Karolinelund har jo været der, man har taget de gode malere fra Aarhus og København med hen og vist det frem, siger han og tilføjer, at det ikke kun er graffitimalere, der ærgrer sig over omdannelsen af Karolinelund. Også byens skatere har mistet et vigtigt samlingssted.

Jonny Hefty har med de faldende mure også sagt farvel til et stort udvalg af sine egne ikoniske rævetegninger. På et tidspunkt talte han, hvor mange værker i eget navn, han kunne finde i parken, og nåede til 27.

Men selv om det er ærgerligt at sige farvel til egne værker, så er det mest tabet af en legeplads, der er svært.

- Aalborg er en by i rivende udvikling, og der bliver gjort en stor indsats for at gøre byen pæn, men jeg synes også, at der i en by af vores størrelse bør være en ”have”, hvor der er noget ukrudt. Det skal ikke være så pænt det hele, der skal også være noget til sådan en som mig - et sted, hvor brugerne har indflydelse, siger han.

Arbejdet med at åbne Østerå gennem Karolinelund ventes at vare til og med udgangen af 2022.

Katrine Schousboe
Graffitien er her og der og alle vegne - også det gamle indgangsparti er med årene blevet udsmykket mere, end det var tiltænkt fra starten. Foto: Martin Damgård
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...