Tusindvis af farverige og festklædte deltagere fejrer i dag mangfoldighed til årets udgave af Aalborg Pride

AALBORG: Formanden for Aalborg Pride, Martin Christensen, har tidligere udtalt, at Aalborg Pride er en fest for alle, som er enige i, at man skal have lov at være her, uanset hvilken seksualitet, hudfarve, stil eller religion man har. Og det lader til, at folk er med på den præmis, for kiggede man rundt i paraden og nu i Karolinelund, så er mange forskellige typer og nationaliteter repræsenteret.

Generelt virker det som om, at Aalborg Pride er fest overalt i byen. Der var mødt en masse tilskuere op for at se de mange udklædninger og dansende paradedeltagere, og flere butikker og caféer har valgt at pynte op med regnbuefarver i dagens anledning.

Foto: Andreas Falck

Den store parade startede fra Kildeparken klokken 12, efter byrådsmedlem Tobias Bøgeskov Eriksen holdte årets tale, og siden har den bevæget sig langs Vesterbro til Prinsensgade, Nytorv, Østerbro, inden de mange feststemte mennesker nåede endestationen Karolinelund, hvor der er gang i den helt store fest.

Der venter deltagerne mange oplevelser. De har for eksempel kunnet smage verdens største hindbærsnitte, og nu kan de se frem til at lytte til smukke toner fra sangerinden Ida Corr, som er en af de mange, der indtager scenen i løbet af festen.

Aalborg Pride slutter med en stor efterfest på Wildebeest Gastropub fra klokken 22-03.30.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...