Der er mange fede indendørs go-to's på sommerferiens grå dage

AALBORG: Vi skal ikke klage!

Foreløbigt har sommeren anno 2021 behandlet os formidabelt med mange dejlige plusgrader og full-on solskin, og Vestre Fjordpark har da også været et særdeles velbesøgt bademekka.

Meeeeen! Ifølge DMI bliver det ikke lutter sol og skyfri himmel sommeren over. Der meldes nemlig om både regn, lyn og torden - med start allerede i denne uge.

Det skaber selvfølgelig skår i glæden, hvis du havde planer om at besøge Aalborg Zoo, Salling Rooftop eller en af byens øvrige ellers fede attraktioner i det fri.

Men bare rolig: Der er mindst lige så mange fede go-to's her i sommertiden, som ikke bliver mindre gode på regnvejrsdage.

Haraldslund Svømmehal

Det hyggelige svømme- og motionscenter i Vestbyen har gennemgået 2 års omfattende renovering.

Det betyder, at du nu kan koble af i et flot, nyt wellnessområde - både inde og ude. Der er blandt andet et 37º varmt spabad med luft– og vandmassage, et 82º varm sauna med udkig til både Vestbyen og svømmehallen og relaxområde med stole og solsenge.

Derudover finder du et dampbad, softsauna med dampe og et stort bassin med vipper, hvis der skal lidt mere fart på.

Katrine Brix
Padel Lounge har lavet de første padel tennisbaner i Aalborg. Arkivfoto: Torben Hansen

Padel Lounge

Skal pulsen op i ferien, så er Padel Lounge ved Eternitten et fantastisk go-to.

Padel tennis er en af tidens mest populære aktiviteter, og lyder det helt russisk i dine ører, så kan det kort og godt beskrives som et mix af tennis og squash.

Man spiller enten én mod én eller i par, og når du booker en bane, følger alt det nødvendige udstyr med, så det er super nemt. Alle kan være med, så lad dig ikke skræmme, hvis du ikke er den store træningsbøf - det kan skribenten skrive under på!

Katrine Brix
Aalborg teater med den tidligere forestilling Hans og Grete. Foto: Lars Horn

Aalborg Teater

Det er måske ikke den oplagte sommerattraktion. Men Aalborg Teater har faktisk godt gang i biksen for tiden.

Mens der netop nu kører sommerteater med Kunstens amfiscene som arena, er der også udsigt til en klassiker af en forestilling i indendørs rammer. Fra d. 6. til d. 8. august spilles der nemlig Fyrtøjet på husets store scene.

I august kan du desuden opleve det musikalske one man show Late Night Show - med Caspar Phillipson. Husk at du med studiekort får billet til billige penge!

Katrine Brix
Get Out ligger lige her ovenpå The Irish House på Østerå. Arkivfoto: Bente Poder

Get Out

Det er en skjult perle, man ikke lige umiddelbart bemærker på sin tur ned over Nytorv.

Men over The Irish House på Østerå finder du Aalborgs Escape Game med navnet Get Out. Get Out er i korte træk voksen-leg, hvor du i fællesskab med dit hold skal ud i gådefuld mysterieopklaring i de autentiske lokaler, der kan spores helt tilbage til 1600-tallet.

Der er i øjeblikket to rum med to forskellige temaer: Korrupt og The Cabin. Inden for 60 minutter skal mysteriet løses ved hjælp af de ledetråde, gåder og nøgler, der er skjult i rummet.

Det skal prøves! De fleste bliver fuldstændig opslugt af legen og får blod på tanden for flere mysterier.

Her får du også studierabat!

Seaport

Du har også mulighed for at hive venner eller familie med i bowlingcenteret.

I Seaport er der 14 bowlingbaner for ikke at tale om de forskellige sjove aktiviteter som pool- og fodboldborde.

Skal din bowlingtur være ekstra festlig, skal du booke bane torsdag-lørdag fra klokken 19. Her bliver der nemlig skruet helt op for diskolyset og store hits fra 80’erne og frem til nu.

Samtidig smides der en rød kegle på banen. Står den røde kegle forrest, skal man gøre opmærksom på det i baren. Så gælder det! Lav en strike og vind en omgang ”små kolde” til banen.

Pst... der er studierabat!

Katrine Brix
Igen i år byder Nordkraft sommeren over på masser af gratis underholdning ved Costa del Nordkraft. Foto: Nordkraft

Costa Del Nordkraft

Sandstranden der aldrig svigter!

Kedelhallen i Nordkraft er for en stund omdannet til 'Costa Del Nordkraft': En indendørs sandstrand med strandmøbler, palmer og legetøj til børnene.

I løbet af sommeren inviterer flere af husets aktører til blandt andet comedy (lørdage), livemusik fra nordjyske artister (onsdage), solnedgangsfilm (torsdage) og skattejagt for de mindste (onsdage + lørdage).

Vigtig detalje: De gode folk fra Skråen sørger for lækre drikkevarer i beach-baren, hvor der er happy hour hver onsdag og lørdag, klokken 20-21.

Se hele programmet her.

Aalborg Street Food

Street Food er et mekka af events sommeren over og kombineret med de mange spændende madboder, spørger vi bare: Hvad mere kan man ønske sig?

Eksempler på sommerevents er street bingo, foredrag med blandt andet Jesper Vollmer, romsmagning, stand up-show og loppemarked.

Se de kommende events her.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...