Rema 1000-chef: Det skal der ske med Aldi-butikkerne i Nørresundby
I går meldte Aldi ud, at de lukker de to Aldi-butikker i Nørresundby senest 28. september.
Til den tid vil Aldi altså være et overstået kapitel i Aalborg. Begge butikker er dog blevet solgt til Rema 1000, og vi har kontaktet dem for at høre, hvad planen er.
- Aldi på Viaduktvej bliver til en Rema 1000. Jeg kan ikke sige noget konkret om en åbningsdato endnu, men vi regner med, at det bliver til foråret, siger Michael Deleuran, der er regionschef i Rema 1000.
Kæden overtager officielt butikken 2. oktober.
- Herefter pågår ombygningsarbejdet. Det tager noget tid at forvandle den fra en Aldi til en Rema 1000. Det er derfor, jeg ikke kan komme med et endeligt åbningstidspunkt. Men det bliver i hvert fald ikke før jul, siger regionschefen.
Han fortæller, at situationen omkring Aldi-butikken på Hjørringvej er uafklaret.
- Vi er stadig ved at kigge på, hvad der skal ske her, siger Michael Deleuran.
Ophørsudsalget i begge Aldi-butikker begynder 22. september.
Det kan du læse mere om her.