Klummeskribent Mette Goddiksen har det stramt med andres måde at opføre sig på i supermarkedet

KLUMME: Måske kender du udtrykket road rage, altså vejvrede:

Pæne, høflige mennesker med orden i samtlige skuffer i højglanskøkkenet bliver til ubehøvlede urmennesker, så snart de rammer trafikken. Måske mundaflæser man dem råbe ”svin!” med blafrende kinder og fråde i mundvigene derinde bag de duggede ruder. De kan endda hitte på at folde hele langemanden ud til dig, hvis du dagdrømmer lidt i ydersporet og ikke får trukket ind pronto.

Næh. Mange ejer ikke tålmodighed i transportsituationer, konstaterer jeg overbærende og nyder min radioavis bag rattet som den rare morfar, jeg er i trafikken.

Men jeg skal egentlig ikke blive alt for selvgod her.

For lidt af det samme med vrede sker for mig i discountbutikker. Det er en slags Rema-rage, hvor jeg pludselig bliver ekstra sur, ekstra hurtigt over ekstra irriterende, fremmede menneskers måde at gebærde sig på. Vorherre bevares! Hvor lang tid skal hun egentlig beføle avocadoerne? Giver hun den middag bagefter!? Sådan noget hører jeg mig selv tænke. Jeg holder samtidig uklædeligt meget øje med, om de andre nu tager handsker på, inden de tager bland selv-slik eller brød fra bake off-skabet. Jeg får nærmest ansigtstics ved flaskeautomaten, hvis personen med de 29 øldåser, to halvlitersflasker og syv literflasker (ikke at jeg tæller) er for længe om at putte dem ind i tunnelen med bunden først. Bunden først for hælve. Hvor svært kan det være?!

Der er såmænd også plads til lidt væmmelse over, at andre kunder har stillet pantløse vinflasker ved skraldespanden, så det i forvejen hårdt prøvede butikspersonale kan tage turen i flaskecontaineren for dem.

Og så bliver jeg spids, hvis nogen kigger ned i mit indkøbsnet: Jeg manglede faktisk sveskegrød, barberhøvle og så en lille plyskanin fra rodekassen. Du kan da selv være mærkelig. Tænker jeg.

Jeg bryder mig heller ikke om at møde folk, jeg kender, på handleturen. Man skal også altid stå og væve helt åndssvagt og skjule sin afsky for dagligvaresituationen: ”Nå, man er nok ude at handle, hva?” Ja. Det er man. Desværre.

Den største prøvelse er selve kassekøen. Og hvis denne uopdragne neandertaler, denne unge flab, foran mig i køen ikke sætter en skiller efter sin sidste vare, så bliver jeg endnu mere rødhåret af raseri. Jeg siger ikke noget. Sætter blot demonstrativt og passivt aggressivt den lille skiller med et smæld og et forarget suk.

Jeg snerper helt sammen, hvis der åbner en ny kasselinje, og de bagerste i min kø løber derover, som havde de en rasende hyæne i hælene. Køkultur ændrer sig vel ikke, fordi motorvejen deler sig i to spor?

Det gør mig direkte indigneret, når kunder ydmyger personalet ved at ignorere den rutinemæssige tvangsvise ”Hej/Det bliver så og så mange kroner, tak/Vil du have bonnen?/ Hav en god dag”. Jeg kan jo se kassepersonens dukke sig lidt inde i den plettede uniformstrøje.

Spøjst, ikke? Ude i det civile er jeg sådan en hyggelig hippie. Discountbutikker har det med at forvandle mig til en nævenyttig politibetjent, der forlanger disciplin og retning.

Men hvilken retning? Det er ikke som i trafikken klart defineret, og man kan ikke tillade sig at give udtryk for sin irritation. Deri trives indestængt vrede, og indestængt vrede er den værste slags vrede.

Vi har nemlig ikke en færdselslov i Fakta. Eller bare en bog om Takt & Tone i Netto at henvise til.

Må man for eksempel tage det bagerste brød med længst holdbarhed, hvis man alligevel ikke når at spise det før pågældende dato? Må man bytte et par rådne bær i en bakke med jordbær med friske fra én af de andre? Må man målrettet række over en anden kunde ved mejerikøleskabet, når personen har stået ubeslutsomt og kigget på ost i over et minut? Okay… To minutter så?

De fleste regler er uskrevne og til fri fortolkning og op til den gode opdragelse. Det skaber forvirring og frustration; det skaber Rema-rage: En indre vredesvulkan, som bobler tyst og ildevarslende gennem de rødsprængte øjne.

Indtil jeg sidder ude i bilen og triller ud på vejene igen. Aaah. Endelig et sted med klare regler og klar, aflæselig vrede.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...