Den italienske restaurant på Vesterbro åbnede i 1988 og kører stadig derudaf

AALBORG: Det gastronomiske landskab er hurtigt skiftende i Aalborg med nye og fancy restauranter, der åbner op på hvert gadehjørne. Nogle spisesteder præsterer dog at hænge i år efter år. Et af dem, som har holdt gang i køkkenet igennem årtier, er familieforetagendet San Giovanni på Vesterbro. De åbnede dørene for første gang i 1988, og de kan dermed sætte hele 30 lys i kagen, når de fejrer fødselsdag 15. september.

Camilla Gammelgaard og Torben Hansen
15. september kan San Giovanni fejre 30 år i Aalborg.

Restaurant i udvikling

Der er sket meget igennem årene for San Giovanni, der både har haft en butik, en kælderrestaurant, og som med tiden er begyndt at eksperimentere med flere genrer og køre selskaber. Men sådan har det ikke altid været. Da det efterhånden legendariske spisested åbnede i slutningen af 80’erne, handlede det udelukkende om afslappet italiensk mad serveret i hjørnerestauranten på Vesterbro. Dengang hittede retter som pizza og Spaghetti Carbonara, og i dag 30 år senere, er det faktisk stadig noget af det, som gæsterne efterspørger.

I dag er det Mikele Volpi, som står i spidsen for San Giovanni, og han har været en del af stedet fra starten.

- Min mor er fra Aalborg, og min far er fra Italien, og de købte restauranten i 1988. Så det er dem, der grundlagde den og drev den, men jeg har altid været en del af det. Jeg var 12 år dengang, de købte den, så der var det mere på opvaskerstadie, fortæller Mikele Volpi.

I 90’erne startede han i kokkelære og efter et ophold i udlandet, vendte han tilbage og overtog den daglige drift af restauranten i år 2000. Derfra begyndte der også, at ske nye ting for San Giovanni.

- Vi har udvidet restauranten gradvist. I midten af 90’erne udvidede vi med kælderen, i 2004 udvidede vi så med vores selskabslokaler ved at inddrage blandt andet Queens Pub, og i 2011 byggede vi så hele kælderen ud med køkken, så den faktisk kan køre som en selvstændig restaurant. Der har aldrig været en masterplan med det, vi har udvidet efter behov igennem tiden, fortæller han.

Camilla Gammelgaard og Torben Hansen
Kælderen blev med tiden udevidet og har i dag flere lokaler, hvor man kan nyde kokkens valg af italienske retter.

Hul i væggen

I en periode kørte kælderen for fuld drift med et selvstændigt kantina-koncept med eksklusiv italiensk mad og specialudvalgte vine, men forhistorien dertil, er langt mere tilbagelænet.

- Vi skulle lave noget ekstra lækkert for nogle gæster på et tidspunkt, hvor jeg sagde til min far, at vi kunne prøve at dække op i vinkælderen. Dengang kunne man ikke gå direkte derned, så der skulle man ud forbi ovnen og bagom opvaskemaskinen, griner Mikele Volpi og fortsætter:

- I år 2000 var jeg så i Italien, og der ringede min far en mandag, og sagde: "Det går godt i kælderen. Der kommer 18 på fredag." Så svarede jeg: "Det kan vi jo ikke have. Hvad gør vi?" Han tog det meget roligt og sagde: "Jeg har sagt til dem, vi kun har plads til 14, men de kommer alligevel. Så jeg har banket hul i væggen."

Det blev starten på det første lokale i vinkælderen, og folk kunne tilsyneladende godt lide den rå stil, så far og søn bankede hul indtil et rum mere. Og sidenhen er der kommet tre lokaler.

I dag er der dog skruet en smule ned for kælderkonceptet, men ved forudbestilling kan man fortsat blive forkælet af kokken og mærke historiens vingesus blandt de utallige samleobjekter, der er samlet sammen igennem tre årtier.

Camilla Gammelgaard og Torben Hansen
Mikele Volpi viser en champagne fra 1904 frem. Den er købt fra Sigurds Müllers private samling.

Klassikere hitter stadig

I år 2000 stoppede San Giovanni fuldstændig med at sælge pizzaer, fordi der på det tidspunkt dukkede en masse pizzarier op i byen, men det ændrede sig i 2012, hvor stedet gik tilbage til udgangspunktet i hjørnerestauranten.

- Folk vil gerne have deres Spaghetti Carbonara, det skal vi ikke pille ved. Det er da lidt paradoksalt, at de retter, vi havde på kortet i 1988, stadig sælger ligeså godt i dag, siger Mikele Volpi.

Den store forandring på madscenen i Aalborg bekymrer ham derfor ikke. San Giovanni har igennem årene fundet sin plads.

- Vi ligger rigtig godt konceptmæssigt, der hvor vi er nu. Vi er ikke ude og udfordre alle de nye, unge kokke, der er eksperimentelle. Der er slet ikke der, hvor vi er. Vi vil gerne stå for Italien i Aalborg, forstået på den måde, at vi stadig importerer vores grøntsager fra Italien, vi har stadig håndlavet pasta fra Italien, og vi har stadig et af de største vinsortimenter, fortæller han.

- Vi er en håndfuld her i byen, som er lidt gamle i gårde, og vi er måske ikke altid de mest omtalte og mest hypede, men vi står nok for mere for stabilitet. Det sjove er, at uanset om jeg taler med ældre eller yngre kollegaer, så er de glade. Det er gode tider, og der er mange gæster til alt slags mad, siger han.

Camilla Gammelgaard og Torben Hansen
Hjørnerestauranten er i dag vendt tilbage til udgangspunktet og serverer klassiske italienske retter.

San Giovannis runde fødselsdag fejres på dagen med et specialarrangement, hvor gæsterne kan komme og få en menu bestående af stedets klassiske retter og udvalgte vine, og det er blevet taget yderst godt i mod. På under 24 timer var alle billetter revet væk, og Mikele Volpi er glad for byens opbakning igennem de 30 år. Han lover i samme ombæring, at San Giovanni holder åbent mange år endnu.

- Jeg bliver her længe endnu. Så må vi se, hvad fremtiden bringer. Hvis mine børn får lyst til at drive det videre, vil det være dejligt, at den går i arv, men gør den ikke, så er det også okay. Mine børn skal gøre det, som gør dem glade, afslutter han.

Camilla Gammelgaard og Torben Hansen
San Giovanni ligger centralt på Vesterbro.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...