Restauranter må servere ude vinteren over
På grund af corona kan du fortsat spise og drikke udenfor
AALBORG: Brunch i snevejr eller en kop kaffe i vintersolen. Dette efterår og vinter er på mange måder noget særligt.
Og nu sætter Aalborg Kommune streg under ved at forlænge perioden, hvor byens restauranter og caféer må servere udenfor.
Normalt skulle de have sat udemøblerne i hi 1. november, men i år har man besluttet, at de må fortsætte udeserveringen hen over vinteren. Årsagen er selvfølgelig corona og de restriktioner, der følger med, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
- Det er på alle måder en atypisk vintersæson, vi går i møde. Med alle de nødvendige restriktioner der følger i kølvandet på covid-19, må vi bare konstatere, at intet er, som det plejer. Derfor må vi også gøre, hvad vi kan, for at tænke kreativt og finde gode løsninger sammen med kommunens borgere og erhvervsliv, siger rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen.
Han fortæller i pressemeddelelsen, at forlængelsen er kommet i stand efter en ide fra Søgaards Bryghus, som gerne vil bevare deres terrasse vinteren over, og at forvaltningen nu har undersøgt mulighederne.
- Jeg er glad for, at det faktisk kan lade sig gøre. Jeg håber, at muligheden giver restauratørerne i midtbyen mulighed for lidt ekstra salg, nu hvor blandt andet mange julefrokoster er aflyst, siger rådmanden.
Tilladelsen gælder de restaurationer, som har haft tilladelse til udeservering hen over sommerperioden. De skal ikke søge tilladelse på ny, men får bare forlænget den eksisterende frem til 31. marts 2021.
Kommunen understreger, at ordningen er kommet i stand efter aftale med Nordjyllands Politi.