De 48 brugte stole fra Aalborg Kongres & Kultur Center kandiderer lige nu til titlen som Danmarks populæreste møbler.Foto: AKKC
Livet her

Rift om gratis stole

48 brugte stole har sat Aalborg Kongres og Kultur Center på den anden ende

03. oktober 2017 kl. 14:11

Vi er vilde med gratis ting.

I hvert fald, hvis de har fire ben og har stået i Aalborg Kongres & Kultur Center.

På under et døgn har 115.000 set et opslag på Facebook, hvor kulturcentret udlodder 48 brugte caféstole, hvis man ellers kan komme op med en god begrundelse for, hvorfor det lige netop er én, der skal have dem.

- Vi er meget benovede over, den enorme opmærksomhed, opslaget får. Det er dagens samtaleemne herinde, siger Anna Vest, som er socialmediamanager i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Man kan byde ind på stolene frem til til torsdag formiddag kl. 10 og herefter skal Anna Vest og hendes kolleger på noget af en opgave.

- Vi sætter os ned og læser dem alle igennem og vælger herefter, hvem der skal have stolene, fortæller hun.

Modtageren skal kunne komme torsdag kl. 14.45 og få dem udleveret.

Det er langt fra første gange, at Aalborg Kongres & Kultur Center deler ud af deres brugte udstyr. Man har af flere omgange delt bl.a. gulvtæpper, møbler og 400 meter engangsduge ud til interesserede.

- Vi kan godt lide bæredygtighedstankegangen - at tingene får nyt liv - og det er noget, vi gerne vil udvikle meget mere. Og vi får gejst til at gøre endnu mere ud af det, når vi ser, hvordan det her hitter, siger hun.

De 48 stole er blevet tilovers i forbindelse med, at man har skiftet møbler ud i caféområdet i forhallen, kaldet Oasen.

Annonceret indhold

Nyeste