Står et hus med udsigt over fjorden og postnummer 9400 på din ønskeliste? Så er du ikke alene

NØRRESUNDBY: - Flere og flere får øjnene op for Nørresundby som en mere integreret del af Aalborg, fortæller Simon Rye, som er indehaver og mægler i Mæglerhuset.

Og det er sandsynligvis en af grundene til, at huspriserne er på fælles himmelflugt.

For syv år siden kunne du nemlig erhverve dig én kvadratmeter nørresundby'sk hus for knap 12.000 gode danske kroner. Er du på udkig efter et nyt hjem i dag, må du regne med at skulle af med mere end 16.000 for den samme kvadratmeter.

For at føje spot til skade, skal du også være kvik på aftrækkeren, hvis du skal have fingrene i drømmehuset. Hvor du i 2014 havde mere end 100 dages betænkningstid, går der i gennemsnit bare et par måneder før huset er solgt i 2021.

- Markedet er generelt gået rigtig godt, og der er mange, der investerer i Nørresundby. Både som følge af Kulturbroen, og det nye fokus på Lindholm, som alt i alt er med til at gøre området mere attraktivt, fortæller Simon Rye.

Sarah Thun
Simon Rye mener, at etableringen af Kulturbroen har været medvirkende til, at Nørresundby er blevet mere populær. Arkivfoto: Henrik Bo

Han oplever, at mange boligsøgende på udkig efter et hus i 9000 Aalborg ender med at bosætte sig i Nørresundby.

- Hvis du skal have udsigt til fjorden fra en sydvendt altan med masser af sol, så skal du bo i Nørresundby, og det er der mange, der har fået øjnene op for, fortæller han.

Selvom priserne de seneste syv år er steget med 34%, så mener Simon Rye stadig, at markedet er stabilt. Der er ingen unaturlige boligbobler, der ser ud til at briste, og derfor er det et taknemmeligt marked at være ejendomsmægler i.

- Priserne er jo højere end nogensinde, så hvis man vil sælge, så er det rigtig nemt for tiden, og man får en god pris, fortæller han.

Markedet er ikke sådan til at gennemskue, og man ved aldrig, hvad der sker til næste år - om priserne stiger eller falder - så der er også gode råd til eventuelle huskøbere.

- Hvis man står og skal købe et nyt hus, så skal man ruste sig til at tage hurtige beslutninger, for husene ligger ikke så længe, og man ved jo aldrig, om det bliver dyrere igen til næste år, fortæller han.

Han er ikke bange for at kalde prisstigningerne for en generel tendens i Aalborg, som nu også indbefatter Nørresundby på den anden side af broen:

- Jeg tror, vi kommer til at se dyrere boliger i Nørresundby, end vi tidligere har set. Der bliver bygget eksklusive boliger, der koster mange penge, og det trækker gennemsnitsprisen op, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...