Fredag er der åbningsreception hos Beauty For You på Østerbro i Aalborg

AALBORG: Kosmetolog Rikke Søndergaard er på fredag klar til at fejre, at hun har fået foden under egen disk i sin klinik Beauty For You med beliggenhed på adressen Østerbro 56 st. th.

Anne Helene Kahr Thomsen og Torben Hansen
Det er en gammel drøm for Rikke Søndergaard, der går i opfyldelse.

Her tilbyder hun blandt andet forskellige ansigtsbehandlinger, behandlinger med hot stone, retning af bryn og voksbehandlinger.

De sidste syv år har hun ellers været ansat i "Den Syvende Himmel" i Frederikshavn

- Og bedre chef kunne man ikke ønske sig, siger hun.

- Nej, ham du får nu er du jo nok knap så heldig med, siger Per Søndergaard lunt.

Ægtefællen er nemlig Rikke Søndergaards "silent partner," ide han har ansat hende og også har det økonomiske ansvar.

Og altså også en form for chefrolle som han lettere drillende konstaterer.

Baggrunden er, at Per Søndergaard, som ejer firmaet Aalborg Kureren af sin revisor fik et hint om, at det ville være en god ide at starte endnu et selskab.

- Revisoren forslog noget med bilpleje - måske endda med Rikke ansat.

- Men jeg kunne godt se, at det nok ikke var en god ide, siger Per Søndergaard.

Anne Helene Kahr Thomsen og Torben Hansen
Hot stone behandlinger er en af de behandlinger, Rikke Søndergaard tilbyder. Bemærk skiltet med et motto, Rikke Søndergaard gerne husker sig selv på.

Parret blev i stedet enige om, at satse på en anden slags pleje - nemlig hudpleje, der ligger en del mere for, da Rikke Søndergaard stort set ikke har arbejdet med andet, siden hun blev uddannet som lægeksamineret kosmetolog og hudterapeut i 2007.

- Og vi har egentlig været rundt flere steder uden at finde et egnet lokale. Indtil det her pludselig blev ledigt. Vi måtte faktisk slå til med det samme, siger parret, der siden overtagelsen har knoklet med at få gjort lokalet klart.

- Men vi er faktisk utroligt gode til at arbejde sammen, så det er gået ret godt, smiler de begge.

- Og så har Rikke jo et motto, der hedder "If you can dream it - you can do it," supplerer Per Søndergaard.

Fredag er der reception fra 15.30 på adressen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...