Det altoverskyggende mål er at lave Danmarks bedste, aktive ferie for familier

AALBORG: De er med egne ord adventurenørder; iværksætterne Mark Holler og Thomas G. Hartvigsen, der står bag Adventureugen.dk

Aalborgfirmaet er nyt, og det har indtil videre arrangeret en enkelt aktiv familieferie til Østrig - og endnu en er på vej i uge 28.

- Det altoverskyggende mål er at lave Danmarks bedste, aktive ferie for familier. Helt enkelt, lyder det fra de to iværksættere.

Tina Larsen
Klatring er en af mulighederne på en aktiv familieferie. Foto: Torben Hansen

Tryghed og faglighed

- Vi står bag en anderledes og aktiv ferie, hvor man oplever noget sammen - men også med pauser og respekt for forskelligheden, så man også kan lave noget hver for sig, siger Mark Holler om ugen, der er for aktive familier med børn over 10 år,

- Vi har tænkt; hvad vil vi gerne have vores egne børn med til, og så har vi designet ugen efter det.

På programmet finder du muligheder som klippeklatring, riverrafting, teambuilding, wellness og rutsjetur ned ad et vandfald.

- Alle har måske ikke lyst til de helt vilde ting, man kan vælge til og fra, siger Mark Holler.

- Det handler først og fremmest om tryghed.

Og her er deres faglighed og erfaring afgørende.

Mark Holler har været instruktør og uddannelsesansvarlig i Klatreparken Aalborg, og han arbejder som pædagogisk konsulent. Thomas G. Hartvigsen er uddannet outdoor pædagog, og han har i sit arbejde arrangeret adventurerejser for højskoleelever.

Tina Larsen
Mark Holler på mountainbike i Mølleparken. Foto: Torben Hansen

Passion og engagement

Deres drøm stopper ikke her.

- På sigt vil vi gerne have hele sommeren fyldt med adventureuger. Men vi vil ikke selv arbejde med det fuld tid, da det ikke passer med vores vision for iværksætterlivet, siger Mark Holler.

- I stedet har vi planer om at beskæftige folk, og vi har allerede en stor gruppe kvalificerede mennesker, som vi samarbejder med.

Passion og engagement er i høj grad det, der driver iværksætterne.

- Vi er meget passionerede omkring vores produkt, vi brænder for at give glæden til oplevelser videre, at vise verden frem i trygge rammer, siger Mark Holler.

Tina Larsen
Foto: Torben Hansen

Et andet initiativ i støbeskeen er et samarbejde med den socialøkonomiske virksomhed Råt&Godt, hvor kreative events og firmaarrangementer er på vej.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...