Genbrugsbutikken er i øjeblikket på udkig efter ny adresse

AALBORG: Det er en af byens både store og populære genbrugsbutikker, der skal flytte.

I dag finder du Røde Kors Genbrug på Ny Kærvej - og sådan vil det også være det næste stykke tid. Men i løbet af i år skal adressen skiftes ud, da en ny lejer rykker ind.

- Vi er rigtig glade for at være i Kærby, men vi ser også frem til at prøve noget nyt, siger Claudi Jacobsen, der er butikskonsulent i Røde Kors Genbrug. Han understreger, at der ikke ligger noget bøvl bag flytningen, og at man samarbejder med den nuværende udlejer om at finde en erstatning for den 1200 kvadratmeter store butik.

- Vi leder intenst efter et nyt sted i øjeblikket, og vi vil gerne have noget lignende eller større her i Aalborg. Den præcise beliggenhed er ikke så afgørende, der skal bare være plads til et stort udvalg af varer og en stor p-plads.

Det nuværende lejemål gælder indtil udgangen af februar næste år.

- Men vi vil gerne flytte noget tidligere, så det bliver en glidende overgang for vores medarbejdere uden stress.

Ifølge Claudi Jacobsen har Røde Kors Genbrug allerede kigget på flere lejemål, men det helt rigtige er ikke dukket op endnu.

- Vores drøm er selvfølgelig at finde et sted, der bliver godt for personalet og som tiltrækker kunder, for behovet for støtte er stort i øjeblikket. Både lokalt i nærområderne og med det, der sker i Ukraine, siger han.

- Og så glæder vi os til - sammen med medarbejderne - igen at skabe noget helt fra bunden. Det er en ny start med nye muligheder, og vi håber, at der så også kommer nye frivillige til. Det er altid en god ting, når vi både har nye og erfarne frivillige.

Du finder fortsat - og det næste stykke tid - Røde Kors Genbrug på Ny Kærvej 43.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...