Lørdag og søndag bliver der roet i 24 timer på Gammeltorv - og heppere er meget velkommen

AALBORG: Hvis man skal have en chance til VM i kaproning, så skal udstyret være i orden.

Og det er netop baggrunden for, at Roklubben Ægir lægger sig i selen for at skaffe midler til minimum nye årer.

- Og hvis vi er rigtigt seje måske endda en ny dobbeltsculler, siger formand for kaproningsudvalget i Ægir, Anne Trindkær Nielsen.

Anne Helene Kahr Thomsen
Roere fra Ægir på vandet. Arkivfoto: Torben Hansen

Det gør roerne naturligvis ved at gøre det, de er bedst til. De ror ved et sponsorevent.

I ikke mindre end 24 timer ror de lørdag 15. september til søndag 16. september, og det foregår på Gammel Torv i Aalborg, hvor de skal holde et ergometer, der skal holdes i gang i 24 timer i stræk.

- Jo flere kilometer, vi ror, jo flere sponsorkroner får vi i kassen, fortæller Anne Trindkær Nielsen, der sammen med sine klubkammerater har været ud at jage sponsorer.

Hun er ikke i tvivl om, at det bliver hårdt for de 18 roere, der skal ro i hold i faste intervaller på fem minutter, hvor de forventer at ro cirka 1500 meter af gangen.

- Men det er en rigtig dygtig flok, så de skal nok trække igennem, siger Anne Trindkær Nielsen.

Anne Helene Kahr Thomsen
18 roere deltager, og de skal ro i intervaller. Privatfoto

Anne Trindkær Nielsen lægger slet ikke skjul på, at Ægir, der er et såkaldt kraftcenter, der trækker dygtige roere til for at træne sammen, er en klub med ambitioner.

- Vores mål er et sæson 2019 bliver lige så god som 2017, hvor vi hentede en guldmedalje ved DM, og her i 2018 har vi hele tre udtagelser til VM.

- Så derfor er det jo utroligt vigtigt, at vi har det rigtige udstyr til at træne, siger Anne Trindkær Nielsen.

Klubben stiller selv med et heppekor, men de håber, at mange lokale vil kigge forbi og støtte op.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...