Det er netop offentliggjort, at Aalborg bliver værtsby for tredje gang

ALBORG: Aalborg bliver værtsby for Royal Run for tredje gang i træk, og ligesom i 2019 bliver det næste gang Kronprinsessen, der gæster byen, når folkefesten finder sted 1. juni. Det skriver Royal Run på sin hjemmeside.

I 2018 var 9.155 tilmeldt Royal Run i Aalborg, og i 2019 blev der udsolgt på blot 20 dage, og hele 13.197 nåede at blive tilmeldt løbet i byen.

Aalborg bliver andet stop på turen efter Sønderjylland. I 2020 er barren løftet og arrangøren, Aalborg Atletik og Motion glæder sig sammen med Aalborg Kommune og DGI Nordjylland til at byde velkommen til et vaskeægte Royal Run-hattrick.

- Vi er rigtig glade for endnu engang at byde Kronprinsesse Mary velkommen til Royal Run i Aalborg. Vi måtte desværre sætte begrænsninger på deltagerantallet i 2019, men i 2020 flytter vi start og mål tilbage til havnefronten - dog stadig med et bynært løb gennem Aalborgs smukke midtby og gågadesystem, blandt andet omkring den nye Budolfi Plads, lyder det fra Jørgen Hein, der er ansvarlig for Royal Run i Aalborg Atletik og Motion.

- Vi tror, interessen for Royal Run 2020 er så stor, at vi har sat et maksimum på 20.000 deltagere, så alle kan få en maksimal oplevelse.

Også Aalborgs borgmester glæder sig.

- I Aalborg vil vi gerne give store oplevelser til alle, og Royal Run er en folkefest i særklasse. Jeg er meget stolt over, at Aalborg er med på ruten for tredje gang, og garanterer, at vi gør alt for, at både store og små får en eventyrlig oplevelse, siger Thomas Kastrup-Larsen, der selv glæder sig til at snøre løbeskoene og være med.

- Sport har en stor plads i Aalborgs hjerte, og at bevæge sig sammen, giver et fantastisk fællesskab.

Tilmeldingen åbner 19. november.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...