Livet her

Ruben er kongen

Den nu seksdobbelte DM-vinder fejede al modstand til side

01. juni 2018 kl. 18:52

AALBORG: Han gjorde det igen, Ruben Mikkelsen. Hotdog-kongen over dem alle vandt fredag eftermiddag sin sjette DM-titel, da han med glubende appetit viste de øvrige ni finalister, hvordan hotdog skal spises hurtigt og effektivt.

35 hotdog lykkedes det Ruben Mikkelsen at sætte til livs i løbet af de 15 minutter, der var afsat.

På forhånd var der lagt op til en meget lige kamp mellem Ruben Mikkelsen og Galhalsen fra Vejle, som også heder Mikael Klausen. Men han kunne kun klare 28 og blev derfor nummer to.

Tredjepladsen gik til Emil Johannesson fra Fyn. Han klarede 26 hotdog.

Emil Johannesson er ellers tredobbelt mester i tarteletspisning, men det hjalp ham ikke på Gammeltorv.

Foto: Camilla Gammelgaard Johansen

Det var en meget lettet Ruben Mikkelsen efter den sjette DM-titel.

- Men jeg indrømmer, at jeg på et tidspunkt var lige ved at kaste op. Det ville have medført diskvalifikation, fortæller Ruben Mikkelsen.

Han afslører, at han under konkurrencen lyttede til musik for bedre at kunne koncentrere sig. Medhjælpere foran scenen holdt ham hele tiden med fingersprog orienteret om modstandernes præstationer.

- Jeg er utrolig glad for sejren. Jeg var nervøs, især var jeg bange for at tabe til Mikael Clausen, siger Ruben Mikkelsen.

- Men jeg er utrolig glad og stolt. Jeg er klar igen næste år og går nu efter ti DM-titler, siger mester-spiseren.

Finalen blev i øvrigt kommenteret af Carsten Werge, og han var meget populær på Gammeltorv.

Annonceret indhold

Nyeste