
Rullende scene: Musikkens Hus får ny fed bus
Musikhus er klar med sit femte koncertrum - og et sjette er måske på vej
AALBORG: Røde møbler og amøberelieffer indenfor. Grå beton og runde vinduer udenfor. Det er en noget nær tro kopi af Musikkens Hus, du fra og med den kommende uge kan se på landsdelens veje og pladser.
Musikhuset har nemlig fået en lille ny i form af en ombygget bus, der fremover skal fungere som en art femte scene for huset.
- Det er så vildt, og jeg tror slet ikke, det er gået op for os endnu, hvor meget den kommer til at betyde, siger direktør for Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen.
Tanken er, at bussen skal bringe musikhuset ud til hele landsdelen, give synlighed og samtidig fungere som ekstrafaciliteter.
- Vi har rigtig mange ideer til, hvordan den skal bruges - fra besøg på plejehjem og i børnehaver over spontane mini-koncerter til operafestival og folkemøde, forklarer han uden at lægge skjul på sin entusiasme.
Ja, faktisk er han så begejstret for både tanken om og selve bussen, at Lasse Rich Henningsen med egne ord nærmest blev rørt første gang, han så den - så rørt, at han følte sig kaldet til at holde en spontan tale for de fire, der stod omkring ham.
- Når man har et stort og flot hus, som vores, kommer det nemt til at handle meget om rammerne. Det gør bussen op med, den sætter indholdet i fokus fremfor bygningen, siger han.

Musikkens Bus
Ideen til bussen, som først får sit officielle navn til august, kommer fra driftsleder Lars Nørgaard.
Det er også ham, der sammen med andre af husets medarbejdere igennem længere tid har knoklet for at omdanne køretøjet til en kopi af musikhuset. For faktisk har du sikkert set bussen før. Den har nemlig haft et langt liv som en af byens bogbusser.
- Vi var så heldige at få lov at købe den, og Lars og de andre har knoklet for at få den klar. Den var fyldt med rust, og der er blandt andet skiftet næsten hele den ene side foruden alt det andet, der er ændret, så den passer til vores behov.
Indenfor er der i bagerste ende lavet et mindre sceneområde, der er markeret med et mørkt gulvtæppe. Foran kan der stå og sidde omkring 20 gæster - blandt andet på et par af de karakteristiske røde stole, man også finder i musikhusets koncertsal.
- Det er faktisk de to prøvestole, vi i sin tid fik, da vi skulle bestille stole til salen, og ser man godt efter, kan man se, der er en lille forskel på dem. I det hele taget har vi forsøgt at lave så meget som muligt med genbrugsmaterialer, fortæller Lars Nørgaard.
I bussens forreste del er der indrettet køkken, hvor der kommer vask og et kombineret køleskab og fadølsanlæg. Øllet, man vil servere, er i brygget helt særligt til bussen på et af byens bryghuse.
- Tanken er også, at vi skal kunne bruge bussen som mødelokale og eventsted til for eksempel sponsorarrangementer, derfor bliver den rigtig flot indrettet, siger Lasse Rich Henningsen.
Han håber, at bussen kan inspirere til spontane ture ud i Nordjylland med et par musikere ombord.
- Man skal ikke blive forbavset, hvis man ser os på stranden i Blokhus eller et andet sted i sommerlandet, siger han og tilføjer, at det bliver endnu nemmere, når Musikkens Hus fra årsskiftet indgår et tættere samarbejde med Aalborg Symfoniorkester.

Skepsis vendt til begejstring
Udover det spontane er bussen også allerede nu booket til en række arrangementer. I den kommende uge skal den være sponsorlounge på Musikkens Plads i forbindelse med The Tall Ships Races. Besøg på en flok plejehjem er også allerede plottet i kalenderen, ligesom den skal til både operafestival og Kulturmødet på Mors i august.
- Og så er jeg da også ved at booke færgebillet til Folkemødet på Bornholm næste år, ler han.
I det hele taget er busprojektet gennemsyret af Musikkens Hus dogme eller motto: Why Not. Derfor er det også skrevet med store bogstaver, både når man træder ind ad døren og på bagvæggen.
- Det er da ingen hemmelighed, at der var nogen i starten, der var skeptiske overfor projektet. Men den skepsis er vendt til stor entusiasme og ejerskabsfølelse, siger Lasse Rich Henningsen.
Og hvem ved. Måske får bussen en søster eller bror - og Musikkens Hus dermed en sjette scene. Direktøren tør i hvert fald godt tænke tanken højt - og biblioteket har yderligere en bogbus, de skal af med. Han har spurgt.
