Er der virkelig et behov for tre kartoffelskrællere, spørger vores klummeskribent Niels Skovmand

KLUMME: Tillykke til os.

I Aalborg er der netop kommet over 1000 flere depotrum, og markedet synes at virke umætteligt. Det er også super praktisk. Hvor faen stiller jeg lige julepynten? Hvad med skiudstyret? For et mindre beløb kan det gemmes væk uden at genere i dagligdagen.

Hvad gjorde vi før i tiden? Stod det hjemme ved mor og far, eller var vi bare bedre til at finde plads i boligen?

Det kan også være, at vi simpelthen har for meget lort, og at konsekvensen af vores forbrugermentalitet nu bliver gemt væk i mindre rum. Nu har vi muligheden for at skjule vores fejlkøb og beskidte hemmeligheder i betonklodser, der ikke stiller spørgsmål.

Men hvad med dig selv, spørger du sikkert? Ja, jeg er skyldig!

Jeg tjekkede forleden min egen beholdning, og jeg fyldes med skam.

Jeg har blandt andet to æggeure??? Hvor tit har jeg egentligt brug for det? Jeg har krus og kopper nok til, at jeg kan byde 40 mennesker på kaffe. De fire river, jeg har i skuret, passer godt til de tre skovle. Lige nu drømmer jeg om en ny cykel, for de to andre er jo ikke gode nok??? Jo, men de er jo lidt tunge, og de har jo heller ikke automatiske gear.

Jeg skal da også snart have et nyt fjernsyn. Fejler det gamle noget? Nej, men det er jo kun 44 tommer, og det har heller ingen smartfunktioner. Det andet tv, som jeg heller ikke bruger, står jo bare helt alene tilbage og føler sig ensomt.

Jeg har i øvrigt lige købt en ostehøvl mere, så nu kan jeg skære to oste ad gangen. De 20 løbetrøjer, jeg efterhånden har skrabet til mig, kan jeg til gengæld godt forsvare. De hjælper jo til at isolere huset.

Den der rørtang, jeg ikke kan finde, dukker nok op på et tidspunkt, men jeg magtede ikke at lede efter den, så nu er jeg den lykkelige indehaver af to.

Jeg har lige været igennem en flytning, og der bliver man virkelig gjort opmærksom på, hvor meget lort jeg har skrabet sammen. Der dukkede film op, som aldrig har været pakket ud. Den der lysbilledescanner var stadigvæk i sin pakke, men jeg får nok brug for den en dag. Røgmaskinen får jeg helt sikkert brug for, ligesom de højtalere, der ikke har været i brug i fem år.

Hvis man ved den tidligere flytning satte en kasse på loftet, og den stadigvæk står urørt ved den næste, så er det måske på tide at skille sig af med det. Lige dette råd hører jeg tit.

Måske vi skal indføre den samme regel med depotrum. Har du haft dine ting opmagasineret i år uden at bruge dem? Så er det måske på tide at smide det ud!

Cyklen er afbestilt, men den nye fladskærm kan jeg umuligt leve uden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...