Den officielle åbning af PlusBus projektet er nu fastlagt til 23. september 2023.
Livet her

Så er datoen klar - denne dag åbner Plusbus

Aalborgs kæmpe projekt med megalang busser er endelig klar til officiel åbning

24. maj 2023 kl. 07:52
Opdateret kl. 09:11

AALBORG: Har du tænkt dig at bruge de kommende såkaldte PlusBusser, så kan du godt begynde at glæde dig. Aalborg Kommune har nemlig nu sat dato på den officielle åbning af ruten, der går fra Aalborgs vestby og i første omgang ender ved Aalborg Universitets busterminal i det østlige Aalborg.

Når Aalborg Universitetshospital senere står klar, flyttes endestationen dertil, hvilket tilføjer yderligere to stationer og cirka en kilometer til den i forvejen omkring 11 kilometer lange rute mod sydøst.

Fra Væddeløbsbanen i Vestbyen til AAU Busterminal i øst vil de 24 meter lange busser afløse linje 2. Senere forlænges ruten til Nyt Aalborg Universitetshospital.

Åbningsdatoen - altså den officielle - bliver 23. september i år. Det oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

- Jeg er utrolig glad og stolt over, at vi nu er kommet så langt, at vi kan præsentere en dato for åbningen af Danmarks første rigtige BRT-forbindelse i Aalborg. Plusbussen er et topmoderne transportmiddel, som vil give et markant løft til den kollektive trafik og gavne fremkommeligheden i Aalborg - allerede fra dag ét, lyder det i pressemeddelelsen fra rådmand for By- og Land i Aalborg Kommune, Jan Nymark Thaysen (V).

At Aalborg får Danmarks første BRT-forbindelse kommer ikke til at gå ubemærket hen. Store dele af byen bliver pyntet op til fest, når åbningen af Aalborg Plusbus skal fejres. Programmet er ikke helt på plads, men vi kan godt afsløre, at hele byen bliver inviteret til fest på Gammeltorv, og der vil også være underholdning flere steder langs med ruten, fortæller kommunen i pressemeddelelsen.

På selve åbningsdagen vil der blive gratis kørsel med PlusBusserne for alle passagerer på den 11 km lange rute. 

PlusBus-projektet, der rettelig kaldes for en BRT-forbindelse, er - med sin pris på 571 millioner kroner - et af de dyreste projekter i Aalborg Kommune.

Annonceret indhold

Nyeste