McDonald's har lanceret endnu en burger i rækken af gourmet-burgere

AALBORG: Der er back to basic-vibe over det nyeste skud på stammen af McDonald's gourmet-burgere, der er lavet i samarbejde med gourmet-kokke, som ingen i virkeligheden kender.

Det er fodboldlandsholdets (forstås: herrelandshold) officielle kok Per Thøstesen, der også står bag restauranten Bistro Boheme.

"Ikke så meget leg - bare godt håndværk," lyder sloganet nemlig. Og noget kunne tyde på, at man har lyttet til aalborg:nus noget kritiske bedømmelser af de tidligere funky versioner af Homestyle-burgeren.

LÆS OGSÅ: Ny gourmet-burger med rødvinssauce fra McDonald's. Vi har smagt den, så du ikke behøver. Helt seriøst

- Mens de foregående burgere har været fortolkninger af blandt andet salater, bernaise- og simreretter, er det her en fortolkning af en klassiker på burgerkortet, har Per Thøstesen udtalt til Euroman .

Her må vi være ærlige at sige, at vi simpelthen glæder os til at smage en burger, der bare skal smage af burger. Vi fyldes også kortvagt med håb, da vi læser sloganet og det nye fokus på det gode håndværk. For det har nok manglet lidt ved de tidligere gourmet-burgere - se bare denne massakre af en rødvinsburger:

Anne  Norre og Victoria Skibsted
Tidligere version af gourmet-burger. McDonald's vil have fokus på håndværket med ny gourmet-burger. Det glæder vi os til. Arkivfoto: Anne Norre

Nå, lad os tage et kig på, hvad den nye burger lover.

Det lover de

Per Thøstesen kan bedst bare lide burger, der smager af burger - og der er vi helt med ham!

Navnet er Homestyle Smokey Cheese og for 832 kalorier får du "en oksekødsbøf, chipotle mayo, bataviasalat, tomat, salsa, smelteost med cheddar, røget ost og 2 skiver sprød bacon i en blød briochebolle".

Det lyder jo egentligt meget lækkert!

Førstehåndsindtrykket

Vi ville lyve, hvis vi ikke tilkendegav, at vi faktisk blev lidt skuffede, da vi løftede låget til den nye "gourmet"-burger. Det er svært at få øje på det der gode håndværk.

Burgeren er knap nok samlet og vi har bestemt ikke været hårdhændet i transporten fra restauranten på Nytorv til vores redaktion på Boulevarden. Øv!

Alting ser dog frisk og lækkert ud, og baconen, der flyver rundt i indpakningen ser sprød og lækker ud.

Sådan smager det

Dommerpanelet består som sædvanlig af Anne Norre og Victoria Skibsted - og denne gang har vi Nordjyskes madanmelder Jakob Kanne Bjerregaard med på sidelinjen.

Vi smager på sagerne.

Den er lidt stærk, lyder det prompte fra Anne, der har fået sig en bid med rigeligt chipotle mayo.

- Jeg synes mere den tør, lyder det næsten samstemmigt fra Victoria og Jakob.

Bollen er blød og lækker som sædvanligt, men den fylder rigtig meget smagsmæssigt sammen med den særdeles gennemstegte bøf.

Vi bliver dog hurtigt enige om, at det prikker lidt på tungen fra chipotle mayoen, men at burgeren faktisk mangler lidt smag.

Svaret er ikke rigtigt mere af chipotle mayoen, da den lidt stærke smag vil blive for dominerende i burgeren. Måske vil en omgang almindelig mayo hjælpe lidt på både tørhed og smag i burgeren?

Anne  Norre og Victoria Skibsted
Jovist er al fyldet ved at falde ud af burgeren - det er jo en McDonald's-burger. Foto: Anne Norre

Dommen

- Det er lidt en mandeburger med den store mængde ost og bacon, lyder det fra Anne, der faktisk også er ret glad for både ost og bacon i sin burger.

Og det er måske lige her, vi skal finde svaret på, hvem der vil elske burgeren. Mænd (og kvinder, bevares) der bare gerne vil have en burger, der smager, som man kender den.

Du får en burger, der er lige præcis det, som kokken har sat sig for. Ikke så meget leg - bare (god) burger. Det gode håndværk er lidt svært at få øje på, og det er i hvert fald ikke til stede i præsentationen, men de enkelte elementer er håndværksmæssigt OK - hvis det overhovedet er ord, man kan bruge til at beskrive en McDonald's-burger.

Ja, den mangler lidt på smag og den er lidt for tør, tilgengæld prikker den lidt på tungen - og det kan jo også et eller andet!

Du finder burgeren på alle McDonald's-restauranter fra i dag tirsdag 21. juni frem til 26. september. Prisen ligger som sædvanligt på 60 kroner for en burger uden fritter og cola - om det er prisen værd, må du selv vurdere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...