Gratis musik i eftermiddag - hold øje med piratflaget

AALBORG: Hvordan lyder en sensommereftermiddag i solen - med gratis musik?

I dag og i morgen, lørdag, er der house og loungestemning i Jomfru Ane Parken, når Harbour:Candy igen spiller op fra klokken 15 til 22. Det er anden weekend i træk, der er gratis fest i parken, og sidste weekend var en succes.

- Man kunne godt mærke, at vi har savnet at komme ud. Der kom rigtig mange mennesker, lyder det fra arrangør Clark Knøsen.

Han er glad for endelig at kunne lave arrangementer efter en periode, der har været Covid-19- ramt.

At samle folk til arrangement i disse dage bekymrer ikke Clark Knøsen.

- Folk er super gode til at holde afstand, og vi har klare retningslinjer for, hvordan man skal opføre sig i parken, lyder det fra Clark Knøsen.

Politiet havde da også patruljeret området uden at komme med indvindinger.

Publikum skal sidde ned, og får man lyst til at danse, skal man gå hjem. Man skal holde afstand til personer, man ikke kender og bruge den sunde fornuft. Der er også klare regler for, hvor længe man må stå i køen til baren efter køb af drikkevarer, og hvor tæt man må stå.

Specielt baren, som er udstyret med håndsprit, skal man holde øje med.

Niels Skovmand
Her er piratflaget i baren, som du skal holde øje med. Foto: Clark Knøsen

- En eller to gange i løbet af dagen hejser vi piratflaget, og så er der fadbamser til 15 kroner. Publikum kan godt fornemme, når det er ved at ske, fortæller Clark Knøsen.

Kolde fadøl skal der nok blive brug for, når vejrguder begge dage lover temperaturer omkring 30 grader.

I dag, fredag, kan du chille til Kippi og Clark K, mens det i morgen er Solanca og Clark K, der spiller.

Solanca er et ungt 24-årigt talent, som spillede første gang til Blue Machines sidste år. Han har allerede udgivet musik på nogle af de helt store pladeselskaber som bl.a. "This Never Happened" (Lane 8's label), "Black Hole Records" (Tiësto's label) og "Zerothree".

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...