I dag starter de første af 45 koncerter til kollegierne i Aalborg

AALBORG: Mens genåbningen af samfundet langsomt er i gang, begynder Aalborgs musikalske vækstlag også at røre på sig. En koncertrække af kollegiekoncerter starter torsdag, hvor lokale musikalske talenter spiller altandørene åbne hos de unge studerende i byen.

Forårssolen har været fremme, ude-serveringer tillades nu under restriktioner og flere mennesker drister sig ud i gaderne igen. Og nu kan vi også ane en kulturel genåbning. Torsdag 22. april starter en række på 45 kollegiekoncerter, hvor lokale talentfulde bands og musikere leverer musik til døren – eller mere præcist – leverer små koncerter i baggårdene ved kollegierne til byens studerende. Det skriver Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

- Det her er et af de første skridt i genåbningen af vores kulturliv, som vi kender den. Musik og koncerter ude i virkeligheden. Jeg er glad for, at vi med den her koncertrække aktiverer vores eget lokale musikalske vækstlag og samtidig bringer musikken ud til vores unge studerende, der i høj grad har været afskåret fra både deres normale sociale liv og kulturlivet under nedlukningen. Jeg håber, at musikken kan give varme, glæde og lidt fællesskab til de unge, nu hvor vi forhåbentlig ikke er så langt fra ”normale” tilstande igen, siger Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.

De 45 kollegiekoncerter rammer Aalborg fra 22. april til 13. maj. Torsdag 22. april starter Pachamama festlighederne på Alexander Foss-, Kennedy- og Østerbro Brygge kollegierne. Pachamama er et world music-band, der består en lang række internationale musikere fra Aalborgs musikmiljø, med det mål at skabe ét fælles sprog: musikken. I alt er der 12 medlemmer i bandet fra 10 nationaliteter. Til kollegiekoncerterne optræder de som en trio.

- Vi spillede for et stykke tid siden ude ved boligforeninger og i baggårde, og det var skønt at bringe denne glæde ud til folk. Det er spændende at møde mennesker og spille musik for dem på steder, hvor de ikke normalt hører det. Og selv når spillestederne åbner op igen vil vi gerne blive ved med disse utraditionelle intime koncerter, fordi det er så givende. Vores musik repræsenterer mangfoldighed i og med vi er så mange nationaliteter i bandet og det vil vi gerne bringe med ud til de studerende på kollegierne. Vi vil både tage dem med på en lydrejse, men også spille mere klassiske sange fra forskellige musikalske kulturer – vi glæder os, siger Guillermo Neuenschwander, bandmedlem i Pachamama.

Pachamama blev startet af facilitator Kenneth Dahl Knudsen, da han bemærkede, at der manglede en global lyd i Aalborg. Heraf opstod idéen til at samle byens udenlandske musikere, som i dag driver Pachamama på egen hånd.

Koncertrækken er en del af den genstartspakke, som Aalborg Kommune afsatte til aktiviteter for byens unge og studerende. Koncerternebliver afholdt efter gældende corona-restriktioner og er derfor lukkede koncerter, der afholdes i baggårdene ved byens kollegier og ungdomsboliger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...