Sommerferien er forbi - men derfor er der stadig masser, du kan kaste dig over, når det bliver weekend

AALBORG: Den konventionelle sommerferie er forbi.

Vi tager på arbejde, i skole og hverdagens trummerum begynder stille, men sikkert at indfinde sig blandt os alle. Til gengæld er denne uge fantastisk, fordi Den Blå Festival går i gang, hvor der er mulighed for at nyde tonerne af god blues og jazz, hvilket denne uges anbefalinger også markerer. Bemærk derfor, ugens anbefalinger tager en tyvstart på weekenden og allerede begynder i morgen, torsdag.

Rigtig god fornøjelse!

Torsdag: Musikalsk team-up

En af Kongeriget Danmarks absolut ypperste guitarister Aske Jacoby har slået sig sammen med den unge nordjyske Ginne Marker, der i sandhed har markeret sig de seneste år med sit fortryllende guitarspil.

Aske Jacoby har mestret sit instrument på de skrå brædder gennem mange år, hvor han som 20-årige spillede for C.V. Jørgensen, hvilket senere tog ham videre ud på scener sammen med Sanne Salomonsen, Thomas Helmig og som medstifter af Danseorkestret.

Under Den Blå Festival kan du opleve Jacoby/Marker duo, når de torsdag aften giver en musikalsk magtdemonstration ved Center for Dansk Jazzhistorie.

Hvad - Jacoby/Marker duo

Hvor og hvornår - Center for Dansk Jazzhistorie, Kjellerups Torv 2, 9000 Aalborg. Torsdag kl. 20-21

Hvor meget - Koncerten er gratis

Fredag: Jazz fra hjertet

Når fyraftens-fløjten lyder, bør du ikke snyde dig selv for mere af Den Blå festivals gode musik.

Fredag aften har du nemlig mulighed for at opleve nordjyske Albert Reinholdt, der har boet og studeret på Cuba, indspillet musik med lokale musikere i Brasilien og yderligere spillet i flere europæiske lande.

I oktober sidste år modtog han prisen som Årets Nordjyske Jazznavn. Med sin inspiration fra Sydamerika og opvækst i jazzens verden vil Albert servere dig en musikalsk stribe af melodiske historier fra hjertet, Nordjylland og de varme lande.

Hvad - Meutiviti præsenterer: Albert Reinholdt trio

Hvor og hvornår - Art Room 1000Fryd, Kattesundet 10, 9000 Aalborg. Fredag kl. 21

Hvor meget - Arrangementet er gratis

Lørdag: Malten og humlen

Det kan være, du er helt pjattet med Den Blå Festival og bare skal have det hele med, men det kan også være, du er nysgerrig efter andre ting - og har en tør plet i halsen.

Skulle det sidste være tilfældet, er der god mulighed for at tage på smagseventyr i humle og malt. På Studenterhuset kan du nemlig komme til en ny dansk ølfestival, hvor der er rig mulighed for at smage på øllet fra mere end 15 danske bryggerier samt godter fra Thy Whisky. Én session varer i fire timer, hvor du får lov til at smage alt det øl, du vil.

Hvad - Bad Seed Beer Fest 2019

Hvor og hvornår - Studenterhuset, Gammeltorv 10, 9000 Aalborg. Lørdag kl. 11-15 og 16-20

Hvor meget - 315,- billetter kan købes via billetlugen.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...