Skulle man tro... Klummeskribent Niels Skovmand har været ved tasterne

På facader, i hovedgader og fra mange huse blinker de smukke lyskæder. Den mørkeste tid på året bliver altid lidt hyggeligere, når mørket bliver sendt i skammekrogen af vores hang til LED kædernes lys. Det er den tid på året, hvor vi lader hånt om den globale opvarmning og drages af lyset som intetanende insekter. Som myg samles vi i hobetal, når juletræet på Nytorv tændes, og når Salling sætter ild i deres facade. Kollektivt smider vi vores klimabevidsthed op på det loft, hvor der nu er blevet god plads, fordi lyskæderne er fundet frem.

Alle de gode råd om et sundere indeklima må ligeledes parkeres i vores jagt på hyggen. Dette på trods af de evigt tilbagevendende historier om, hvor farlige partiklerne fra stearinlys er. Faktisk kan de være lige så skadelige som dem, der kommer fra dieseludstødningen. Det er ikke det, man forbinder med jul. Forestil dig det. En familie der sidder i nissetøj foran udstødningen af en dieselbil, alt imens der bliver læst højt af H.C. Andersens Grantræet.

Men pyt. Den form for hysteri lægger vi på hylden sammen med alle gode råd om, at vi ikke skal spise slik og kager hver eneste dag. Så er der de kødfrie dage. Sssshh stille. Dem tager vi sammen med alle de andre ting, vi skal huske at have med i de nytårsforsætter - vi alligevel ikke kommer til at holde.

Så burde vi alle være klar til at lade julefreden sænke sig, men der er dog lige en ting.

Med den store forkærlighed vi tilsyneladende har til lys, er det mig en gåde, at vi så til gengæld er sparsommelige med de lys, som rent faktisk hjælper os alle sammen. Her tænker jeg på brugen af blinklys.

Vi lader vel ikke være med at bruge det, fordi det er fysisk anstrengende at skubbe til den lille pind, som er monteret på en måde, så vi bare skal vippe med en enkelt finger.

Blinklyset er faktisk meget nyttigt. For eksempel når man har tænkt sig at forlade en rundkørsel. Det sender et fint signal til de andre billister, så de ved, hvornår de kan køre ind i den. Faktisk virker blinklyset også ganske fint, hvis man vil vise sine medtrafikanter, at man har tænkt sig at forlade motorvejen.

Man kan også bruge blinklyset ved vognbaneskift på motorvejen. Her ved jeg, at det kan virke som vanvittig ny viden for en del af mine medbilister.

Men det stopper ikke her. Mange nye biler er faktisk indrettet på en måde, som gør, at der er to funktioner ved blinklyspinden. Ved vognbaneskift kan du tit slippe med at skulle skubbe til pinden én gang, fordi den så selv stopper blinkeriet igen.

Det er også ok at give tegn, når man kører fra på motorvejen, i rundkørslen eller på hovedvejen lidt tidligere, end når man er i gang med at foretage selve manøvren. Skulle man være i tvivl om, hvordan det fungerer i praksis, så kan jeg anbefale en køretur ved vores naboer i Sverige.

Så er det vist blevet tid at lade julefreden sænke sig med ønsket om, at du og dine kære vil få en velsignet (og trafiksikker) jul. Jeg skal have tændt alle mine lyskæder og have købt and, flæskesteg og medister.

Glædelig jul.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...