Koncert har været udsolgt i måneder, men nu har arrangørerne fundet plads til flere gæster

AALBORG: Koncerten har været udsolgt i måneder. Men nu får du alligevel en chance for at lande et par billeter til den eftertragtede koncert med Maroon 5 i Mølleparken lørdag 1. juni.

Forleden blev en gruppe ekstra billetter nemlig sat til salg blandt de 2500, der i måneder har stået på venteliste til koncerten. Og nu kommer de 800 billetter, der ikke er blevet solgt ad den vej så ud i almindelige handel.

Aalborg Kongres & Kultur Center fortæller, at der er tale om nogle få billetter i Golden Circle, mens resten er almindelige ståpladsbilletter.

Årsagen til, at der pludselig kan dukke billetter op til den ellers udsolgte koncert, er, at AKKC, Open Air i Mølleparken og Live Nation, der står for koncerten, nu har fået en række tekniske specifikationer fra bandets management.

- Og med de faktuelle oplysninger på plads, har vi vurderet, at der godt kan blive plads til lidt flere, siger pressechef i AKKC Susanne Kabel.

Hun tilføjer, at der i alt er blevet plads til yderligere 1000 koncertgængere.

Du skal dog være hurtig til at beslutte dig - de resterende billetter til Maroon 5 bliver sat til salg i dag, torsdag 9. maj, kl. 12 på akkc.dk og billetlugen.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...