Der skal findes flere end 200 danske mestre i 47 forskellige idrætsgrene

AALBORG: De første har allerede fået deres medaljer om halsen. Men fra i dag går det for alvor løs med at sætte navne på flere end 200 danske mestre.

Aalborg er nemlig sammen med Danmarks Idrætsforbund de kommende dage vært for landets første DM-uge nogensinde.

Ugen begynder officielt i dag, torsdag 23. juni, og varer til på søndag. Tennis og cykling (bmx) har dog allerede de foregående dage tyvstartet på mesterskaberne.

I alt skal der altså over de kommende dage findes 200 danske mestre i 47 forskellige idrætsgrene i haller, arenaer, idrætsforeninger, svømmehaller og ikke mindst ved havne- og publikumsområdet på Honnørkajen (Center Court) i Aalborg, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Du kan følge med i meget af det og blandt andet opleve længdespring og styrkeløft på Honnørkajen, udspring fra Limfjordsbroen, brydning i Gigantium, dans og dart i Nordkraft og Danmarks hurtigste løbere på atletikstadion i Skovdalen.

En drøm går i opfyldelse

- Vi har knoklet og knoklet for at bringe den her unikke ide til virkelighed, og sammen med vores specialforbund og Aalborg Kommune, er drømmen nu gået i opfyldelse. Vi glæder os helt vildt til at præsentere alt det bedste, idrætsdanmark har at byde på, siger Danmarks Idrætsforbunds formand Hans Natorp.

Han bakkes op af borgmester Thomas Kastrup-Larsen

- Nu er vi endelig i gang med Danmarks første DM-uge. Jeg er enormt stolt over, at Aalborg er vært for den første DM-uge, og vi har virkelig tænkt nyt i forhold til faciliteter og brug af byen. Det bliver et vildt sports-tag-selv-bord rundt omkring i hele Aalborg, og det hele er gratis, siger han.

Det kan du opleve i dag

9.30-20.00: Svømning (pause fra 12.30-15.30). Nørresundby Idrætscenter

12.00-20.00: Tennis, Aalborg Tennisklub

16.00-19.30: Cykling (enkeltstart), start/mål: Aalborg Kongrescenter

Du kan læse mere om programmet for DM-ugen på www.dmugen.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...