Ricardo Rodriguez er klar til at klippe igennem

AALBORG: Endelig! Nu kan vi blive klippet igen. Så skal det være slut med at ligne en fra halvfjerdserne. Så er det i dag, at coronapasset bliver luftet og der bliver trængsel ved frisørerne. En af de frisører, der er helt klar til at klippe igennem, er Ricardo Rodriguez fra frisørsalonen Chao Chao i Møllegade 11.

- Jeg glæder mig rigtig meget, for helvede. Det bliver dejligt at komme i gang. Jeg er klar til at møde ind hver dag fra klokken 7.00 til 20.30. Det er i hvert fald planen fra den 7. april og de næste mange dage, lyder det fra Ricardo Rodriguez.

Og saksen har ligget stillet de sidste mange måneder, hvor han har holdt salonen lukket.

- Det er, som det er. Verden er blevet vendt på hovedet. Jeg tror faktisk, at det har været godt for os frisører. Der har aldrig været så meget fokus på os som i denne periode. Hvis man skal finde noget positivt, så værdsætter folk os, fortæller Ricardo Rodriguez.

Niels Skovmand
Ricardo Rodriguez glæder sig til at komme i gang med arbejdet igen. Foto: Torben Hansen

Det er dog ikke alle kunder, der har været lige forstående overfor den konsekvente lukning.

- Jeg har haft flere diskussioner med kunder, der gerne ville klippes. Til det har jeg sagt; hold nu kæft, der ikke nogen, der dør af at blive langhåret eller blive langskægget. Jeg har været ekstremt firkantet, for jeg har selv familie i Spanien, og de har haft corona. Min far har været meget tæt på at dø, så jeg har nægtet at klippe nogen som helst, fortæller Ricardo Rodriguez.

Men det er med god samvittighed, at han nu igen åbner døren til salonen.

- Så jeg glæder mig selvfølgelig helt vildt meget nu til at kunne tilfredsstille mine kunder. Jeg har ventet på kunderne, og så håber jeg bare, at de har ventet på mig. Min samvittighed er helt ren og jeg er klar, slutter Ricardo Rodriguez.

Og så skulle det gerne være slut med håbløse hjemmeklipninger, nu hvor de professionelle er klar med saksen.

Niels Skovmand
- Verden er blevet vendt på hovedet. Jeg tror faktisk, at det har været godt for os frisører. Der har aldrig været så meget fokus på os som i denne periode, siger Ricardo Rodriguez. Foto: Torben Hansen
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...