Weekendens store regnmængde redder dette års sankthansaften. Men hvor kan du så se bål henne? Få svaret her

AALBORG: Det så sort ud for dette års sankthansaften med flere uger med meget lidt regn. Heldigvis blev vi i weekenden reddet af en masse regnbyger. Og nu er meldingen altså klar: Der kommer ikke noget afbrændingsforbud! Altså: sankthans er reddet!

Her får du fem steder i Aalborg, hvor du kan se bål og måske se en heks flyve til vejrs.

Fjordbyen

Traditionen tro kan du fejre din sankthansaften i Fjordbyen. Det hele starter klokken 19, og går du op i sankthanstaler, kan du her se frem til båltale ved Per Clausen.

Anne  Norre
Sankthans blev igen afholdt på Musikkens Plads. Foto: Nicolas Cho Meier.

Musikkens Hus

Hos Musikkens Hus er de i år gået all in på sankthansfejringen. Her løber ikke mindre end to arrangementer af stablen: Et MGP-arrangement for de mindste og en voksen-version med båltale af Rasmus Bjerg og musik efterfølgende.

Klokken 18.15 åbner Musikkens Plads med et brag af en MGP-fest for de mindste. Her kan du opleve dette års MGP-vinder Emilie, 3. pladsen Superbrothers og finalisten Mikkel. Kom allerede gerne klokken 17.30, hvor der er gratis kiks og skumfiduser, der kan ristes på bålfad.

Fra klokken 19.45 starter arrangementet for de voksne. Her vil der først være tale hos Rasmus Bjerg, og efterfølgende kan vi glæde os til koncert med Halberg & Friends. Pladsen åbner allerede klokken 19, og her vil der være rig mulighed for at købe lidt til godt til maven og lidt til ganen.

Pris: MGP-arrangement 50-100kr., tale ved Rasmus Bjerg og koncert med Halberg & Friends, 175kr. Der er stadig ledige billetter til begge arrangementer. Læs mere om dem her

Anne  Norre
På museet Lindholm Høje kan du fejre sankthans med bål i den rigtig store skala. Arkivfoto: Tommy Jensen.

Lindholm Høje

Du skal lige et smut over broen, men på Lindholm Høje fejres der også i år sankthansaften. Bålet tændes omkring klokken 21, og der er båltale ved rådmand Jan Nymark Thaysen.

Arrangementet er gratis, og museet opfordrer til, at du selv medbringer tæppe eller stole. Der er desuden et hav af muligheder for at få lidt at spise og drikke. Du finder alle spisemulighederne her

Aalborg Streetfood

Der er efterhånden ikke den type arrangement, du ikke kan komme til på Aalborg Streetfood, så selvfølgelig kan du også her fejre din sankthansaften.

Der er lagt op til fællessang, livemusik og masser af hygge. Arrangementet er selvfølgelig gratis.

Margrethe Kirken

Vil du gerne holde din sankthansaften mere traditionelt, afholder Margrethe Kirken på Revlingebakken både bålfester for børn og for voksne.

Børnearrangementet afholdes i samarbejde med Blårævene og FDF og starter allerede klokken 18 med båltale, heks og midsommersang. Voksenarrangementet starter klokken 2030, hvor vi kan se frem til båltale med journalist Charlotte Rørth. Der er mulighed for at købe snacks og forfriskninger på aftenen. Du kan læse mere om de to arrangementer her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...