Det er især uvaccinerede børn og deres forældre, der bliver smittet i øjeblikket

AALBORG: Mens smittetallene på landsplan er steget markant den seneste tid, så forholder det sig anderledes her i Aalborg.

- Vi er på et stabilt niveau i øjeblikket, siger Jan Nielsen, der er direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen og ansvarlig for Aalborg Kommunes corona-indsats.

- I begyndelsen af ugen var der et lille fald i det daglige antal smittede, og vi ser en tilsvarende udvikling det seneste døgn, hvor der i går (torsdag, red.) var 75 nysmittede, mens tallet i dag er 62.

De seneste syv dage er 531 smittet, og et incidenstal på 240,4 placerer Aalborg Kommune på en 82. plads over smittespredning i landets kommuner.

Det er svært at pege på en entydig årsag til, at smitten ikke stiger med samme hastighed her som mange andre steder.

- En del af forklaringen kan være, at det nu er de uvaccinerede børn og deres forældre, der især bliver smittet, og samlet set udgør de en mindre andel af befolkningen i kommunen, siger Jan Nielsen.

- Tidligere var det i høj grad de unge, der stod for smitten, og dem har vi som studieby rigtig mange af i Aalborg. Men de udgør ikke længere så stor en andel af de ramte.

Selv om vi oplever stabile tal i øjeblikket, kan det hurtigt ændre sig, vurderer Jan Nielsen.

- For eksempel hvis vi ser et smitteudbrud på en skole. Og derudover ved vi, at vi generelt vil få stigende smitte hen over vinteren, så jeg vil gerne opfordre til, at man husker de forskellige retningslinjer som at holde afstand, spritte af og lufte ud, siger han.

- Derudover bliver der i dag sendt invitation til det tredje vaccinestik ud til en halv million danskere, og vi opfordrer til, at man gør brug af den mulighed hurtigst muligt.

Samtidig står vi overfor en periode med eksempelvis julefrokoster, noget man også skal være opmærksom på.

- Vi opfordrer til, at man lader sig teste i det hele taget, men i denne periode gentager vi opfordringen fra tidligere - test før fest, siger Jan Nielsen.

Tidligere på ugen blev der sat forskellige initiativer i værk i Margrethe Sogn, da incidenstallet her var for højt. Jan Nielsen fortæller, at det stadig gør sig gældende, så der er ikke noget, der tyder på ændringer den kommende tid.

Det samlede antal smittede på landsplan er 4070 i dag, fredag 19. november, og det er det højeste antal i år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...