Sådan! Penny Lane laver fond der skal støtte et godt formål
Se her hvordan du kan være med til at bestemme, hvem der skal have de mange penge
AALBORG: 50.000 kroner årligt til et godt formål - og du kan være med til at bestemme, hvem modtageren skal være.
Det er tanken bag Penny Fonden, som Penny Lane netop har præsenteret. Og dermed er en drøm gået i opfyldelse, fortæller caféens ejer Jonas Hütcher-Hejlesen.
- Fonden her er et hjertebarn for os, siger han.
Nyheden er præsenteret på caféens Facebook-side, hvor du kan give dit bud på, hvem der bør være første modtager.
Og det slutter ikke her; Penny Lane søger også en række ambassadører, der skal være ansigt udadtil - og blandt andet også skal være med til at bestemme, hvem donationen skal gå til.
I selve caféen sætter fonden også sit aftryk; Som led i kampen mod plastik vil Penny Lane fremover tage penge for plastikposer og brød-net - for at kunne donere overskuddet til samme gode formål.