Tv-kanalen er ved at optage et helt nyt program med fem passionerede købere. Den ene er kendt fra Aalborg Pirates

AALBORG: Nu har du chancen for at gøre en rigtig god handel. Søndag 11. august kommer TV2 Fri til Bagagerumsmarkedet i Aalborg sammen med fem passionerede købere, der er klar til at byde på dine skjulte skatte. Måske et arvestykke, som er mere værd, end du tror. Kom forbi og få din genstand vurderet og måske solgt til en rigtig god pris.

TV2 Fri stiller et stort tv-telt op på markedet

Vurderingseksperter står klar til at vurdere, om din genstand er interessant for køberne i programmet. Arkivfoto: Ole Iversen

Her står vurderingseksperter klar til at vurdere din genstand. Og er den interessant, så får du chancen for at præsentere den for fem købere, der vil kæmpe om at få lov at købe den. Om du vil sælge den for det højeste bud, er op til dig.

De fem købere er professionelle opkøbere eller private samlere, der alle brænder for at se danskernes skjulte skatte og gøre en masse gode handler. De interesserer sig for alt fra danske design møbler og unika kunst, keramik, glas og smykker til samurai sværd, finurlige genstande og klenodier med en særlig historie.

Også en lokal køber

Til daglig er Thomas Bjuring direktør i Ishockeyklubben Aalborg Pirates. Men når danskerne dukker op med deres skjulte skatte på markedet i Aalborg, er Thomas Bjuring en af de fem spændte købere, der står klar til at kæmpe om den gode handel.

- Jeg er fascineret af ting med en god historie og ting, som jeg selv har minder med. Jeg har en stærk interesse i ting, som alle ikke har eller kan få. Derfor var jeg ikke tvivl, da jeg blev spurgt, om jeg vil være med som køber i det nye program Hvem byder bedst?, siger Thomas Bjuring.

En af de fem købere i programmet er den lokale direktør i Aalborg Pirates, Thomas Bjuring. Arkivfoto: Andreas Falck

Kærligheden til specielle ting er dog ikke det eneste, der kan få Thomas Bjuring til at få den store tegnebog frem, når kameraerne ruller i tv-teltet:

- Jeg elsker spændingen og adrenalinen i forbindelse med et bud. Jeg glæder mig til ”spillet” med de fire andre købere. Der er er lidt af en drengerøv gemt i mig. Og hvis drengerøven kan vækkes, så er jeg sikker på, at der vil være mange sjove ting, som jeg ganske enkelt ikke kan leve uden. Og så er jeg klar til at kæmpe for sagen, udtaler Thomas Bjuring med et smil på læben.

Du kan komme med din genstand fra kl. 10. Enten kan du bare dukke op på dagen, eller du kan springe køen over og tilmelde dig allerede nu på marked@blu.dk.

Det hele vil blive filmet og lavet til et tv-program, der bliver vist på TV2 FRI i 2020 med titlen: Hvem byder bedst? Programmerne bliver lavet af produktionsselskabet Blu for TV2 FRI.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...