Se her, hvor du finder NorSoe Streetfood i dag og i morgen

AALBORG: Det er ikke "bare" en burger, du får hos NorSoe Streetfood; det er en burger lavet med passion og omtanke, lyder det fra kokkende bag den populære foodtruck.

De er prisbelønnede og de udvikler og forfiner hele tiden smagen, de laver selv ketchup og dressing, og de arbejder sig frem til, hvordan burgeren skal samles, så smagene harmonerer.

- Jeg har altid været burger-entusiast, og når jeg går i gang med at lave en burger, tester jeg den som regel 10-12 gange, indtil den er lige, som den skal være, siger Thomas Kristiansen, der blandt andet har arbejdet som køkkenchef og er tidligere vinder af konkurrencen Danmarks mest innovative sandwich.

Dygtige folk bag foodtrucken

Han står bag NorSoe Food, der udover NorSoe Streetfood også er catering og café, sammen med kokken Søren Olsen, der sidste år blev olympisk mester ved IKA Culinary Olympics 2020 sammen med det danske cateringlandshold. Derudover består holdet af Anders Østergård, der blandt andet står for at planlægge menuer til eksempelvis bryllupper og konfirmationer, da "han har en god viden omkring mad og er god til at lægge smage sammen."

De købte deres foodtruck umiddelbart før landet lukkede sidste år på grund af corona, så starten blev ikke som forventet. Og mens du i begyndelsen også kunne købe blandt andet tacos i madvognen, så har ejerne brugt tiden på at justere konceptet.

- Så i dag satser vi på kvalitetsburgerne. Vi har fem og en børneburger samt pommes frites på menukortet, siger Thomas Kristiansen.

Du kan dagligt møde foodtrucken foran forskellige købmænd og supermarkeder rundt omkring i landsdelen. Og udover bybesøg bliver de også i stigende grad hyret til private arrangementer og fester.

En lige lovlig populær foodtruck

Faktisk har ejerne nu den udfordring, at deres madvogn er så populær, at der kan gå mere end en måned imellem du finder den lige ved dit supermarked. Det er nærliggende at spørge, om der så ikke er endnu en foodtruck på vej.

- Det er der ikke lige nu - men måske senere. Når vi gør noget, så gør vi det ordentligt, og den kommende tid bruger vi rigtig meget tid på vores café i Nibe Idræts- og Kulturcenter, der åbner i løbet af august, siger Thomas Kristiansen.

- Og derudover har vi også stort fokus på catering.

Han er ikke i tvivl om, hvad kunderne kan glæde sig til.

- Et godt, hjemmelavet produkt. Hos os bliver man ikke kun mæt af størrelsen på burgeren - man bliver også mæt på oplevelser, siger Thomas Kristiansen.

I dag, onsdag, er den populære foodtruck parkeret ved Spar i Vejgaard, og i morgen, torsdag, er det ved Kvickly i Vestbyen - begge dage fra klokken 15 til 19.30.

Du finder køreplan og andet info om NorSoe Streetfodd her på Facebook

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...