Da Flyvestation Aalborg manglede mad til personale og passagerer i forbindelse med en evakueringsmission, trådte Nadias Sandwich til

Selvom det var et minut i lukketid, smed personalet hos Nadias Sandwich på Østerågade i Aalborg, hvad de havde i hænderne, da de lørdag blev kontaktet af Flyvestation Aalborg.

Selvom forespørgslen lød på sandwich, var det alligevel en noget anderledes ordre, end sandwichbaren er vant til. Maden skulle nemlig på en længere flyrejse øst på.

- Det er efterhånden ved at være en offentlig hemmelighed, at der er nogle flyvemaskiner fra Flyvestation Aalborg, der er afsted på opgaveløsning i Pakistan og Afghanistan, siger presseofficer hos Flyvestation Aalborg, Morten Valentin.

I weekenden skulle endnu et fly fra flyvestationen på mission. Men inden flyet kunne lette, skulle der findes mad til turen.

- Alle fly er jo rykket med rimelig kort varsel, så da vi skulle afsted, var vi nødt til at have noget mad med, og alt var som sådan lukket. Nadias Sandwich udviste en udstrakt service og holdt åbent i en halv time ekstra, så vi kunne nå at få noget mad med til vores folk, fortæller han.

- Vi tog kontakt til dem og hørte, om de kunne hjælpe os. Det kunne de godt. Vi kom lige et minut i lukketid. Selvom de egentlig var ved at pakke det hele væk, sagde de, at de selvfølgelig gerne ville hjælpe.

Flyet fløj i forbindelse med evakuering. Præcist hvornår og hvortil, kan Morten Valentin ikke udtale sig om. Han kan dog fortælle, at sandwichene var til både personale og passagerer på flyet.

- Vi er selvfølgelig super glade for, at Nadias Sandwich var så fleksible og kunne hjælpe os godt afsted. Vi sætter utrolig stor pris på opbakningen, siger presseofficeren.

Tak for hjælpen

Som tak for hjælpen og for den gode service var chef og officer hos Flyvestation Aalborg, Lars Christian Hedemark, i dag forbi Nadias Sandwich med et billede af flyvemaskiner og en hilsen til sandwichbaren.

Nikita Fjorback Jensen
Ejer af Nadias Sandwich, Adnan Jabr, er stolt over den tak, sandwichbaren har modtaget. Foto: Aalborg Flyvestation

Den tak er ejer af sandwichbaren, Adnan Jabr, stolt af. Billedet skal nu op at hænge på kontoret.

- Jeg er meget stolt af det, og det er en kæmpestor ære og anerkendelse, at vi får muligheden for at hjælpe, når der er behov for det, siger han.

Han var da heller ikke i tvivl om, at sandwichbaren ville tilbyde sin hjælp, da flyvestationen kontaktede dem.

- Når det drejer sig om Aalborg Flyvestation, er vi nødt til at give den bedste service, vi kan. Vi kan ikke være andet bekendt, når vi kan se, at de har brug for det lige nu og her, fastslår han.

- Vi prøver at byde den bedste service til vores kunder og aalborgenserne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...