Aalborg-firmaet er et af nyere tids hurtigst voksende herretøjsbrands

AALBORG: Vi har hørt det før. Men det går rigtig, rigtig godt for den aalborgensiske herretøjskomet Shaping New Tomorrow.

Firmaet offentliggør i dag, torsdag, sit regnskab for 2018/2019, og det er med nogle ganske vilde tal.

Samlet set lander Shaping New Tomorrow et samlet resultat før skat på 29 millioner kroner mod knap 11 millioner året før. Samtidig er toplinjen vokset 225 procent, skriver firmaet i en pressemeddelelse.

- Det er på få år lykkes os at gøre op med forestillingen om, at stilet herretøj er stift og ukomfortabelt at have på. Med vores tilgang og de nye materialer, som vi anvender i vores tøj, rammer vi direkte ned i en tendens, hvor herremoden også i business-segmentet er blevet langt mere afslappet, men hvor der ikke er gået på kompromis med kvaliteten. Vi stræber hele tiden efter at gøre den bedste kvalitet på markedet bedre og levere til den mest fordelagtige prissætning. Det er det, der er grundlaget for vores vækst, siger adm. direktør Kasper Ulrich.

Shaping New Tomorrow er netop startet af netop Kasper Ulrich i samarbejde med de to øvrige iværksættere Christian Aachmann og Christoffer Bak i 2015.

Firmaet har foruden en webshop fysiske butikker på Boulevarden og i København. Sidste forår lancerede de en række udenlandske webshops, og udlandet kommer til at fylde mere de kommende år.

- Inden sommerferien sætter vi fuldt blus på vores internationale ekspansion, som vi kommer til at satse et større tocifret millionbeløb på. Til den tid vil vi også løfte sløret for, hvilke udenlandske markeder vi satser på. Nogle lande investerer vi massivt i, både digitalt og med butiksåbninger, mens vi indtager andre lande pure digitalt, siger Kasper Ulrich i pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at 2020 også bliver året, hvor Shaping New Tomorrow lancerer en række nye, recycled kollektioner som de gennem de seneste par år har arbejdet med at udvikle.

Du kan høre mere til Shaping New Tomorrow-drengene i NORDJYSKE Mediers podcast-serie "Sæt i værk". Podcasten kan findes på nordjyske.dk/lyt og på stort set alle andre podcast-platforme som eks. Apple Podcasts, Spotify, Podimo mv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...