På lørdag bliver Satudarahs afdeling i Aalborg angiveligt fuldgyldigt chapter - og det markeres med en kæmpe fest. Politiet har også meldt deres ankomst

AALBORG: Satudarah Aalborg holder stor fest på lørdag. Ifølge Nordjyskes kilder er flere hundrede inviteret til festen, der angiveligt markerer, at den nordjyske afdeling officielt bliver et fuldgyldigt chapter af rockergruppen.

Festen bliver holdt i Satudarahs nye klubhus på Lerbækvej ved Vodskov, som dermed også bliver officielt indviet.

Hos Nordjyllands Politi har man også hørt om den store rocker-fest.

- Jeg kan bekræfte, at vi er opmærksomme på, at der skulle være fest på lørdag. Og vi forventer at der kommer relativt mange, siger vicepolitiinspektør Niels Kronborg.

Han ønsker dog ikke at sætte tal på, hvor mange rockermedlemmer der ventes at dukke op til åbningsfesten, men Nordjyske erfarer, at der er tale om flere hundrede deltagere fra både ind- og udland.

Niels Kronborg ønsker heller ikke at kommentere på, hvordan politiets indsats bliver på dagen.

- Men vi vil selvfølgelig være til stede, og vi vil være klar til at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt, siger han.

Er vokset markant

Allerede i starten af året stod det klart, at Satudarah, efter flere års tilløb, havde fået et solidt fodfæste i de nordjyske.

Politiet har tidligere været ud og bekræfte, at Satudarah det seneste stykke tid har rekrutteret "voldsomt". Antallet af medlemmer antages at være vokset markant, men præcis hvor mange, der bærer de sorte og gule farver, vil politiet ikke kommentere på.

Nordjyske har tidligere kunnet fortælle, at to tidligere højtstående medlemmer af Bandidos nu er blandt de toneangivende medlemmer af Satudarah Aalborg. Nordjyske har også fortalt, at ejendommen på Lerbækvej er købt af et selskab, hvor i hvert fald en af ejerne er en central figur i Satudarah Aalborg.

Rekruttering blandt Aalborg-grupperinger

Ifølge Nordjyskes oplysninger er det ikke kun Satudarah der har rekrutteret nye medlemme den seneste tid - men også Bandidos. Og de nye medlemmer er blandt andet hentet fra de to grupperinger i Aalborg, der igennem længere tid var i åben konflikt med hinanden.

Det bekræfter Niels Kronborg, der dog ikke vil udtale sig nærmere om persongalleriet omkring grupperingerne.

- De etablerede bander rekrutterer typisk fra de kriminelle miljøer, og vi er også bekendte med, at der blandt andet er rekrutteret fra de to grupperinger i Aalborg, siger han.

De to grupperinger i Aalborg, som primært bestod af unge mænd, hovedsageligt med indvandrebaggrund - havde mange voldelige sammenstød med blandt andet knivstikkeri igennem halvandet år fra starten af 2020 til sommeren 2021.

Baggrunden for rivaliseringen var både en kamp om narkomarkedet og nogle personlige konflikter. Men det hele stoppede pludseligt i sommeren sidste år.

Spørgsmålet er, om det har noget at gøre med Satudarahs ankomst.

- Det tror jeg ikke. Der faldt ro på et godt stykke tid før. Jeg tror mere, det har noget at gøre med, at mange af personerne i grupperne kom i fængsel, siger Niels Kronborg.

Intet ønske om krig

Satudarahs ankomst til Nordjylland ændrer umiddelbart ikke på trusselsbilledet, vurderer politiet.

- Det er vores vurdering, at der ikke er nævneværdige konflikter mellem grupperingerne, siger Niels Kronborg.

Nordjylland har altså nu tre bandegrupperinger: Hells Angels, Bandidos og Satudarah.

HA holder til i Nørresundby, Bandidos har base i Skalborg og Satudarah kommer til at operere ud fra ejendommen syd for Vodskov.

Det er altså stadig Aalborg, der er centrum for den nordjyske bande-aktivitet.

- I de andre større byer i Nordjylland er der mere tale om enkeltpersoner. Men det kan selvfølgelig også være, at nogle af medlemmerne af bandegrupperingerne er bosiddende i andre byer - men deres strukturelle udgangspunkt er i Aalborg, fortæller Niels Kronborg.

Satudarah gør sit indtog i Aalborg: Sådan adskiller de sig fra andre rockere

Rockergruppe har slået rødder i Aalborg - nu leder de efter et klubhus

Huset er købt: Her åbner Satudarah snart deres nordjyske klubhus

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...