Se billederne: KaffeFair er åbnet
Efter halvanden måneds forsinkelse kan man nu besøge caféen og restauranten på Strandvejen
AALBORG: Vejen hertil har ikke været uden bump, men i dag, fredag, slog KaffeFair endelig dørene op for sine gæster.
Det sker efter næsten halvanden måneds forsinkelse, for åbningen var egentlig planlagt til 1. februar. Det satte problemer med leverancen af brandglas dog en stopper for i første omgang - men det ankom i mandags og er nu på plads.
Det er den folkeoplysende virksomhed FOKUS Folkeoplysning som ejer KaffeFair, og direktør Bjørn Salling glæder sig over, at man nu kan byde gæsterne velkommen.
KaffeFair Strandvejen udvider konceptet til åben café om dagen og restaurant om aftenen.
Derudover kommer en take away-afdeling med sunde hverdagsretter og en stor eventsal, der danner rammen om alt fra fester og konferencer til fællesspisningskonceptet "Aalborg spiser sammen" den første tirsdag i hver måned.