Menneskemylder til bolig- og livsstilsmesse i Aalborg
AALBORG: Hvis man denne weekend nærmede sig Gigantium i det østlige Aalborg, blev man straks klar over, at noget stort var i gang.
P-pladserne var fyldt godt op, og mennesker myldrede ind til bolig- mad- og design-messen, der startede fredag og sluttede søndag eftermiddag.
Knap 300 udstillere viste deres produkter frem. Med alt fra små smagsprøver til store luksussenge og alt muligt andet til hjemmet, både inde og ude. Også luksus-elbiler kunne de tusinder af besøgende se nærmere på.

Ved en af messestandene havde Lone Heitmann og Hanne Schmidt sænket sig ned i to store "elektriske" stole, velvoksne massagestole, og det så de ud til at nyde.
Det var massage, der bestemt kunne mærkes, fortalte de to messegæster. Priserne er også mærkbare for de fleste: Fra 22.500 op til 54.500 kr. pr. massagestol.
Et andet sted kunne man se nyeste design i el-cykler. En rød Cannondale el-cykel, hvor batteriet placeres inde i stellet, og med udvendigt gear, pris 34.499 kr.
- Nok ikke den første el-cykel, man køber, når kan køber el-cykel, bemærker Rasmus V. Pedersen fra Støvring Cykler, der udstillede cyklen.
Han oplyser, at trenden i el-cykler går i retning af, at designet bliver mere strømlinet med batteri i stellet.

Messen bød på masser af luksusting til hjemmet. Fra borde, stole, senge og til vildmarksbade og sågar en udendørssauna, der så ud som om, den var bygget i en stor tønde med glasvæg, så man kan nyde vinternaturen, mens man sveder løs.
Den oplevelse er dog heller ikke gratis. Fra 50.000 kr. koster de runde udendørs-saunaer.
- Det er da ikke noget, normale mennesker har, lød det fra en forbipasserende gæst i Gigantium.
Men det var i hvert fald noget, flere besøgende på messen ville se nærmere på.

Bolig- og livsstilsmessen i Aalborg er en tilbagevendende begivenhed. Den har fundet sted i Aalborg en gang årligt siden 1991, dog ikke i "corona-året" 2020.
I år ventes op mod 40.000 gæster, oplyste direktør Lasse Jørgensen fra firmaet InterComp Danmark, der står bag messen.
- Jeg tror, folk trænger til at komme lidt ud, siger han om det pænt store besøgstal.