Rytterstatuen på John F. Kennedys Plads fik i morges nyt hjem

AALBORG: Det kræver materiel i den tunge ende af skalaen. Gode nerver og en tunge, der sidder lige i munden.

Og der var styr på det hele, da den store rytterstatue på John F. Kennedys Plads til morgen skulle have nyt, midlertidigt hjem.

- Det er simpelthen gået over al forventning. Der er ikke så meget som en skramme på den statue, siger Henning Leander Sørensen fra kommunens entreprenørenhed, der har ansvar for blandt andet byens statuer.

LÆS OGSÅ: Skal du se det? Kæmpe rytterstatue bliver flyttet

Katrine Schousboe
Mange fulgte med i arbejdet - på afstand. Foto: Lars Pauli

Fra den tidlige morgenstund blev der bakset med at få løftestopperne til at sidde rigtigt, så bronzestatuen af Christian den 9. til hest kunne flyttes uden skader.

Det er Avas, der stod for den tungeste del af opgaven. En stor kran løftede den 12 fod høje statue op på en vogn, så den kunne blive fragtet til et midlertidigt eksil.

På forhånd var det skønnet, at bronzefiguren vejer omkring to tons, men undervejs måtte revidere det tal lidt, fortæller Henning Leander Sørensen.

- Den er noget tungere, måske snarere op mod tre ton, men det var heldigvis ikke noget, der betød noget, fastslår han.

Katrine Schousboe
Der var gjort et større forhåndsarbejde for at sikre, at flytningen kunne gå så glat som muligt. Foto: Lars Pauli

Statuen skal det næste halvandet års tid være i depot i en hal Nørresundby, mens John F. Kennedys Plads undergår en større forvandling. Pladsen skal ikke alene indrettes til et nyt byrum med grønne områder, den skal også være et trafikalt knudepunkt på den kommende Plusbus-rute.

Mens den ferierer i depot, vil den royale statue blev renset og få et generelt servicetjek.

- Vi vidste på forhånd, at en af tøjlerne var knækket, så den skal selvfølgelig repareres. Og så har statuen nogle generelle vejrskader, som også skal ordnes, fortæller han.

Katrine Schousboe
Statuen viste sig lidt tungere end først antaget, da den blev løftet. Foto: Lars Pauli

Det er i øvrigt langt fra første gang, at Christian den 9. til hest flytter. Rytterstatuen, der er lavet af C.J. Bonnesen, blev indviet ved en storstilet folkefest på Nytorv i 1910, hvor tusindvis af mennesker var samlet. I 1926 blev den rykket til Banegårdspladsen, eller John F. Kennedys Plads, som vi kender den i dag. Her stod den i et anlæg med blomster frem til 1995, hvor området igen blev omlagt.

Og Henning Leander Sørensen kan sagtens huske flytningen midt i 1990'erne. For her arbejdede han som brolægger og lagde sten på netop John F. Kennedys Plads.

- Det er egentlig lidt sjovt at tænke på, siger han med smil i stemmen og afslører samtidig, at han var usædvanligt tidligt oppe i morges.

- Jeg har været med til at flytte en del statuer, men ikke noget som denne, så det er klart, man får lidt sommerfugle i maven - også fordi vi vidste, der nok ville komme mange og kigge på. Men vi havde gjort vores forarbejde godt, og derfor gik det helt, som det skulle, siger han.

Katrine Schousboe
Klar til afgang .... Statuen skal bo i en lagerhal i Nørresundby, mens John F. Kennedys Plads bliver lagt om. Foto: Lars Pauli

Helt færdige med statuen og flyttearbejde, er man dog ikke. Tilbage står den store sokkel, som hæver Christian den 9. over os alle. Den skal også flyttes, og måske viser det sig faktisk at være en endnu større opgave.

- Øverst er en massiv sten, som nok vejer omkring fire ton, den skal vi se, om vi kan få løsnet fugerne på, så den kan løftes af. Og så skal de øvrige sten mærkes op og skilles ad lagvis, så vi kan samle den på samme måde igen, fortæller Henning Leander Sørensen.

Nøjagtig hvordan den nye plads skal se ud, vil kommunen ikke løfte sløret for endnu. Men statuen vil få en central placering - og sandsynligvis meget tæt på der, hvor den blev flyttet fra i 1995.

Katrine Schousboe
Næste skridt i flyttearbejdet er soklen, som skal mærkes op og skilles ad. Det arbejde går sandsynligvis i gang i næste uge. Foto: Lars Pauli
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...