Jul i Zoo åbner på fredag med Europas største kyssezone

AALBORG: Lys i hundredtusindvis er klar til at lyse hele haven op, når Aalborg Zoo på fredag, 12. november, åbner dørene til tredje sæson af Jul i Zoo.

For første gang er hele haven inddraget i den gigantiske julefejring for alle generationer. Det betyder en både større og endnu mere magisk oplevelse end de tidligere år.

- Vi har en masse nyheder og justeringer af oplevelser fra tidligere år. Vi arbejder hele tiden målrettet på at give noget mere og trække noget mere poesi ind i Jul i Zoo, fortæller Lars Jeppesen, der ligesom de tidligere år har designet årets lysfest.

LÆS OGSÅ: Julegaverne kommer tidligt i Zoo

Katrine Schousboe
Lystunnelen har fået et tvist og skal gerne blive til Europas største kysse- og krammezone. Foto: Bente Poder

Kys og kram

Det er også første år, at Jul i Zoo har et decideret tema, for efter et par år med corona og afstand, synes Lars Jeppesen, at vi har brug for både at få og give masser af kærlighed. Derfor er julefesten udråbt til én stor hyldest til netop kærligheden.

- Julen ER hjerternes fest, og derfor skal der kysses og krammes ekstra meget i år, siger han.

Årets store nyhed er derfor også, hvad Lars Jeppesen håber, bliver Europas største kysse- og krammezone.

Katrine Schousboe
Aalborg Zoo ønsker, at lysfesten skal være endnu mere magisk og poetisk i år. Foto: Bente Poder

Lystunnelen ved den store fuglevoliere har fået et tvist, hvor der udover røde og hvide lys også bliver sat 60 meter mistelten op i loftet og hængt hjerter og kugler op.

- Jeg håber virkelig, at det bliver et sted, hvor man får lyst til at kysse på sin kæreste eller give farmor et nys på kinden. Vi trænger allesammen til det, fastslår han.

Ligesom de to foregående år kan du udfylde paphjerter med et ønske og hænge dem op, for hjerterne er blevet en tradition for mange, vurderer Lars Jeppesen, og traditioner skal man have respekt for.

- Vi vil gerne tage det bedste fra de tidligere år og udvikle på det. I år er det så blevet en installation eller en dekoration i stedet for en lysting. Det er blevet noget, man kan være i i stedet for noget, man ser på, siger han.

Katrine Schousboe
Der er skruet op for romantikken i haven, for Jul i Zoo står i kærlighedens tegn. Foto: Bente Poder

Gensyn med julemandskugle

Du kan også glæde dig til et gensyn med sidste års verdenskendte hit - den gigantiske julemandskugle. For også i år er julemanden i egen høje person indskrevet til pr. distance at møde børn og voksne. Det populære fotospot har dog også fået en opgradering med en stor hjerteportal.

- Den skal man igennem for at komme hen til ham. Det gør det til en endnu mere poetisk oplevelse, håber vi, siger Lars Jeppesen.

Katrine Schousboe
Den populære julemandskugle er selvfølgelig med igen - i år skal man gennem en hjerteportal for at nå frem til den. Foto: Bente Poder

Trænger benene til et hvil, kan du sætte dig på en række højrøde kærlighedsbænke og kigge på de røde juletræer. Alt sammen i kærlighedens navn.

Jul i Zoo åbner fredag 12. november kl. 16. Resten af november er der åbent fredage, lørdage og søndage. I julemåneden er der åbent fra 1. til 29. december (dog ikke 24.)

Husk, at du fra netop fredag skal have et gyldigt coronapas for at komme ind i Aalborg Zoo.

LÆS OGSÅ: Nyhed fra Jul i Zoo: Oplev Dino in the Dark

Katrine Schousboe
Penny Lane har i år både en juleshop og en lille kaffebar i haven. Foto: Bente Poder
Katrine Schousboe
De mange dinoer midt i haven har også fået lov at være med til at fejre julen. Foto: Bente Poder
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...