Aalborgs madscene står over for en genåbning - vi kigger nærmere på de helt store klassikere fra menukortene

AALBORG: Nu varer det ikke længe, før vi igen kan nyde godt af en god tallerken ikke-hjemmelavet mad på en af Aalborgs mange fantastiske restauranter. Endelig! kan man fristes til at udbryde. I anledningen af genåbningen er vi her på kontoret faldet i dyb snak om, hvilke retter vi glæder os til at komme ud og få gaflen i igen.

Der er mange bud på herlige hofretter fra de aalborgensiske restauranter, men der er enkelte favoritter, der går igen. Dem har vi samlet i liste til dig. Mon ikke du også har smagt bare én af favoritterne på listen her?

Restaurant Kronborg: Nordjyllands største tartelet

I restauranten på den lille Limfjordsperle Egholm, venter der enhver madglad nordjydes drømmemåltid. For ikke nok med, at du kan få serveret gode, gammeldags tarteletter, også kaldet ‘jyske cupcakes’, så kan du her få intet mindre end Nordjylland største af slagsen.

Den sprøde, kæmpe tarteletskal kommer fra Othello bageren, og den får selskab af en stuvning på møre hønseoverlår fra Rokkedahl, velsmagende sauce og hvide asparges. Den fuldføres med et drys af persille på toppen. Man er ikke rigtig aalborgenser, før man har sat tænderne i den!

Katrine Brix
Nordjyllands største tartelet venter på Egholm. Arkivfoto.

Vestre Baadelaug: Den famøse bøfsandwich

De har i en lang årrække placeret sig i toppen, når det handler om kåringen af Danmarks bedste bøfsandwich. Og lad os bare sige: det forstår vi godt her på redaktionen!

På spisestedets Facebookside kan man da også læse i et kommentarspor, hvordan rigtig mange glæder sig til et gensyn med den store, snaskede burger. Den indeholder en stor, hjemmelavet bøf, hjemmesyltede agurker, en fornuftig mængde sovs, bløde løg og selvfølelig et godt lag remoulade og ketchup. Dertil får du rustikke fritter. Den skal smages!

Katrine Brix
Folk kommer langvejs fra for at smage Vestre Baadelaugs bøfsandwich. Her ses den uden det store "betræk" af sovs. Foto: Bente Poder

Den Bette Kro: Stegt flæsk (ad libitum)

Fra et sovsemekka til et andet: Den Bette Kro har specialiseret sig i det klassiske, danske køkken og hurra for det! Det betyder nemlig, at du kan få en lækker omgang paneret og tørstegt flæsk med petitkartofler, persillesovs og hjemmesyltede rødbeder.

Og det bliver endnu bedre! Kroen har nemlig indført konceptet “Onsdagsflæsk”, og det åbner muligheden for, at du for alvor kan forkæle din mave med flæsk i en ad libitum-version. Ja, så kan man tale om vigtige traditioner.

PS. må vi anbefale løse bukser til lejligheden?

Katrine Brix
Stegt flæsk på Den Bette Kro. Foto: Den Bette Kro

Restaurant Ombord: Moules frites

Er du en af dem, der går rundt med en forkærlighed for muslinger? Så skal du ikke snyde dig selv for et visit hos den hyggelige, udsigtsvenlige Restaurant Ombord.

Her får du en himmelsk anretning Moules Frites, der indebærer hvidvinsdampede blåmuslinger, sprøde fritter og selvfølgelig masser af mayo. Alt er lavet af friske kvalitetsråvarer, og det kommer i høj grad til udtryk i smagen. Bon Appétit!

Katrine Brix
Muslinger og vin - what's not to like? Foto: Restaurant Ombord

Lille Nyhavn: Stjerneskud

Smørrebrødsrestauranten på Nørresundbysiden laver uden tvivl noget oplevelsesværdigt smørrebrød, men i denne omgang skal de fremhæves for en anden ret, nemlig deres stjerneskud.

Det velskabte stjerneskud med håndpillede, store rejer og hvad der ellers hører dertil, er en af stedets absolutte bestsellere, og alt er da også frisklavet og ikke mindst en fryd for det kulinariske øje.

Katrine Brix
Et smukt stjerneskud fra Nyhavnen, der smager ligeså godt, som det ser ud. Foto: Lille Nyhavn

Kystens Perle: Æggekage for to

“Den bedste og største æggekage jeg til dato har smagt!”. Sådan skriver en gæst om strandpavillonens kæmpe middagsret af en æggekage, der er en populær fætter på menukortet.

Den luftige æggekage er “krydret” med stegt flæsk, et lag tomater og purløg, og der er bestemt ikke sparet på nogen af delene. Fik vi sagt, at der er stegt flæsk med?! En lækker kombination, der lige giver den klassiske æggekage et tiltalende twist.

Katrine Brix
Masser af fyld - man skal ikke være bekymret for ikke at blive mæt. Foto: Kystens Perle
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...