I 2015, da Gigantium senest lagde gulv til MGP, var det den dengang 9-årige Flora Ofelia, der vandt. Hvem det bliver i år, kan man bl.a. følge på storskærm i Nordkraft. Arkivfoto: Claus Søndberg

Gik du forgæves efter billetter til børnenes grand prix på lørdag, kan du i stedet komme til fest i Nordkraft - det er gratis

AALBORG: Det rigtige MGP-show i Gigantium lørdag aften er for længst udsolgt.

Men derfor skal man ikke fortvivle. For i Nordkraft har man besluttet sig for at lave en fest og vise showet på storskærm - ganske gratis.

- Som en del af Aalborgs værtsrolle for grand prix i 2018, vil Nordkraft åbne dørene for de børn og voksne, som har lyst til at se showet i stor flok sammen med andre musikglade aalborgensere, siger ledende koordinator i Nordkraft Event Mads Bang Pedersen.

I samarbejde med Biffen sættes en projektor og et stort lærred op i Kedelhallen, så alle får de bedste pladser med et kig direkte til børnene på scenen i Gigantium.

Billetter til showet på storskærm kl. 20 er gratis. De kan afhentes i VisitAalborgs Infocenter i Kedelhallen.

Restaurant Azzurra i Nordkraft kreerer inden visningen en pizzabuffet, som man kan købe billet til via nordkraft.dk. Denne billet gælder også til visningen af MGP på storskærm.

Som optakt til showet vil der være musikalsk underholdning i Kedelhallen.

Der er plads til i alt 200 små og store MGP-fans til festen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...