Hvis dit arbejde er at betjene mig, så forventer jeg, at du betjener mig - lyder det fra vores klummeskribent, Anders Wortmann

KLUMME: Det er egentlig ikke min tur til at tage ud og handle denne torsdag aften efter en fodboldtræning, men da jeg kommer ind fra træning, kan jeg se, at min kæreste har sendt en besked, hvor der står, at hun har fået migræne.

Shit happens, og jeg skynder mig i bad for at nå op i det lokale supermarked, inden det lukker, så vi har nok derhjemme til de næste par dage.

Jeg har selv siddet ved kassen i tre år i Netto, da jeg var yngre, og jeg hadede de kunder, der altid kom lige før lukketid, for det betød, at man kom lidt senere ud af butikken.

Klokken er 21.40, da jeg træder ind i supermarkedet, som lukker klokken 22.00. En smule stresset får jeg puttet en masse varer i kurven, så der er til både morgen, middag og aften de næste par dage. Med tanke på ikke at være den irriterende kunde, får jeg fyldt kurven ret hurtigt op på 10 minutter, og jeg skynder mig op til kassen, da jeg er den eneste tilbage i butikken.

På vej op til båndet kan jeg godt se, at ham den unge teenager bag båndet står og taler med en af sine venner om, hvor de skal i byen i aften. Jeg tænker - en smule naivt - at fokus nok vender over på mig, når jeg 30 sekunder senere når helt op til båndet. Kurven er fyldt til randen, og jeg begynder at læsse op på båndet, men samtalen fortsætter blot mellem ekspedienten og hans kammerat. Han ænser mig nærmest ikke, og hvis bare knejten kunne finde ud af at gøre to ting på en gang, jamen så herregud. Jeg har på det her tidspunkt ikke noget behov for øjenkontakt og heller ikke noget ønske om at høre om hans tanker om hele Brexit, mens han kører mine varer igennem.

Det er dog ikke tilfældet her, for de fortsætter samtalen, mens han halvhjertet kører varerne igennem. Halvvejs opdager kammeraten pludselig en pung fra en kunde, der har været inde ti minutter før mig, og i stedet for at få kørt mine varer igennem, begynder ekspedienten at rode i pungen, for at finde ud af, hvem kunden var, så han kan få ringet til personen, så han/hun kan komme tilbage efter den.

”Hey - det sgu da skide god kundeservice” - Ja, for den kunde, der var her før mig. Men lige nu er du altså ved at have en anden kunde. En kunde, der står og mister tålmodigheden. Den vigtigste kunde i hele dit liv.

Pludselig har den unge kassedreng gang i tre ting på en gang. Da han endelig får alle mine varer igennem, synes jeg ikke helt, at beløbet passer. Det skyldes naturligvis, at nogle af varerne er kørt igennem to gange. Han har netop bekræftet påstanden om, at mænd ikke evner at multitaske. Fordi hans fokus måske lige var et andet sted.

Pyyh, jeg bliver så træt. Jeg har løbende puttet varerne i poser, for jeg er - modsat ham - effektiv. Det betyder så, at jeg må have alle varerne op igen, så han kan scanne de enkelte varer ind igen og trække dem fra, så beløbet passer.

Klokken rammer 22.00, og alle mine varer ligger stadig for enden af båndet, og jeg kan mærke, at kammeraten begynder at blive utålmodig, for de skal til forfest, og den starter klokken 22.00, inden de skal videre i byen. Lige her beslutter jeg mig for, at hastværk er lastværk, og derfor ringer jeg til min håndværkerkammerat for lige at høre, hvad proceduren er for renovering af et badeværelse, som vi er i gang med derhjemme - alt i mens jeg pakker mine varer for anden gang.

De kigger utålmodigt på mig, og ja - det er småligt - men sjældent har jeg talt så meget og pakket så langsomt. For hver gang, at jeg smider en vare i posen, bliver de mere og mere irriteret. Jeg er ligeglad. Det her er min hævn. Jeg virker måske udadtil rolig og fattet, men indeni er der en lille dreng, der skråler: ”Hvem var det, der vandt i dag…” Så kan det godt være, at jeg er smålig og barnlig i denne situation. Men jeg vinder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...