
Sej bror og søster fra Gug høster den ene guldmedalje efter den anden
OL og EM for unge har været rammen for de to søskende, der stadig går i folkeskole og gymnasiet
AALBORG: Storesøster Sofie Heby Pedersen på 17 år og lillebror Gustav Heby Pedersen på 14 år er gode til at køre på mountainbike.
Faktisk er de så gode, at de begge er danmarksmestre i deres række. Sofie Heby Pedersen har vundet guld i oktober ved Ungdoms-OL i den argentinske by Buernos Aires, og i august sikrede Gustav Heby Pedersen sig en guldsejr til EM i Italien. Derudover er Sofie Heby Pedersen også blevet nummer 5 til VM, og så er hun også på landsholdet.

Gode tilbud til unge talenter
Det er ikke altid lige let at være ung og talentfuld sportsudøver, samtidig med at venner, familie og skolen også skal passes.
Heldigvis har Aalborghus Gymnasium, hvor Sofie Heby Pedersen går i 2.G., og Østerbroskolen, hvor Gustav Heby Pedersen går i 8. klasse, et specielt tilbud lige netop til lovende sportstalenter. På disse to skoler er der nemlig mulighed for at gå i en såkaldt idrætsklasse.
- På min skole der forstår de lidt bedre, at man har brug for at få fri, hvis man skal til stævne, fortæller Gustav Heby Pedersen.
- Alle andre i klassen dyrker også idræt på højt niveau, så der er ligesom en anden forståelse, og man kan få godskrevet sit fravær. Vi har begge to meget fravær, fordi vi rejser meget i forbindelse med vores sport, supplerer Sofie Heby Pedersen.
Når de to søskende vender hjem fra rejserne, er der også altid hjælp at hente ved deres lærere, der gerne giver sig ekstra tid til at sætte eleverne ind i det stof, de har måttet gå glip af.
For Sofie Heby Pedersen betyder det at gå i en idrætsklasse også, at hun kan vælge at tage sin gymnasiale uddannelse på 4 år i stedet for 3, som det normalt tager, selvom det indtil videre ikke har været aktuelt for hende.
- Det ville være skønnest, hvis jeg kunne blive færdig med gymnasiet på 3 år, og få det overstået, fortæller hun.

Plads til venner
De to søskende er enige om, at det er svært at finde tid til at være sammen med vennerne, og gøre de ting som andre unge på deres alder gør. Både hverdag og weekender er oftest fyldt op med enten træning eller konkurrencer, så den sparsomme fritid, de to søskende har, er dyrebar, og derfor prioriterer de oftest at slappe af.
- Det er godt at vi i skolen begge to har meget gode venner, som vi ser der. Vi ser også vores andre venner, men nok ikke så meget som normale unge gør, fortæller Sofie Heby Pedersen.
- Jeg har også mange venner fra mountainbike-miljøet. Alle dem man kører mod til løb, dem bliver man venner med, også alle dem man ikke er i klub med. Man snakker bare med alle, og det er rigtig fedt, fortæller Gustav Heby Pedersen.
Mange vil nok også huske gymnasieårene som nogle festlige år, med mange ture i byen med sine bedste venner, men for Sofie Heby Pedersen er situationen dog en anden. De sene nattetimer og alkohol er nemlig en dårlig kombination sammen med sporten, så den slags er der ikke meget af.

Vigtigt er at kunne lide sporten
De to cykel-søskende træner nogle perioder op til 20 timer om ugen, og for at kunne holde det ud, fortæller de begge, at det er vigtig at kunne lide sporten, ellers kommer man ikke langt.
Det er også de to søskendes bedste råd, hvis der skulle være nogle læsere, der sidder med en lille cykeldrøm i maven.
- Det vigtigste er, at man har det sjovt og kan lide det. Uden det kommer man igen steder, fordi al cykelsport kræver, at man træner utroligt mange timer, og hvis man skal kunne gøre det, skal man altså virkelig kunne lide det, smiler Sofie Heby Pedersen.
- Start med at køre sammen med andre og få nogle gode venner. Kør nogle intervaller hvor du ikke går helt død, og start med at få teknikken ind i kroppen.
- Senere, når du føler dig klar, kan du begynde at træne hårdere og køre konkurrencer, supplerer Gustav Heby Pedersen.
- Man behøver ikke fancy udstyr og dyre cykler, det er bedre at bygge op ligeså stille, fortsætter han.