Klubben har oprettet sit første kvindehold i amerikansk fodbold, og de efterlyser endnu flere at spille sammen med

AALBORG: Kvindeholdstræner og sportschef for AaB 89’ers, Daniel Lassen, er manden bag klubbens første kvindehold, og han er glad for, der endelig er kommet et tilbud til kvinderne. For at lokke endnu flere til holdet vil der resten af året være gratis træning, og han håber på, det kan få nogen op af sofaen, så holdet kan komme ud og spille kampe.

Kæmper for liga

På AaB’s træningsanlæg på Hornevej i Aalborg Øst er der ikke kun spillere i shorts, t-shirt og benskinner. En stor del løber i stedet rundt med hjelme, skulderbeskyttere og aflange brune bolde. De spiller også fodbold, det er bare den amerikanske af slagsen. Hidtil har det primært været drenge og mænd, der kastede sig over sporten, men nu er der også kvinder at spotte til træningen.

På nuværende tidspunkt tæller kvindeholdet seks-syv faste spillere. Det er ikke helt nok til at komme ud og spille kampe, og netop antallet af spillere er en udfordring flere steder i landet. Derfor er der ikke en kvindeliga i amerikansk fodbold i Danmark, men det begynder måske at lysne.

- Der er ikke en liga lige nu, men vi kæmper hårdt for at få det. Der er flere større byer med klubber, som begynder at have kvindetræning. Jeg er i gang med at snakke med dem om at spille kampe, og forbundet arbejder også på at få sat noget i gang næste år, fortæller Daniel Lassen.

Over de seneste år har klubben modtaget flere henvendelser fra piger, der gerne vil på banen og prøve kræfter med den ellers mandsdominerede sport, og det fik i foråret, AaB 89’ers til at prøve med en åben kvindetræning.

- Vi vil gerne ud og have fat i de folk, der synes, det kunne være sjovt at prøve noget andet end håndbold og fodbold, fortæller Daniel Lassen.

Fed sport

Han anerkender, at amerikansk fodbold er en nichesport i Danmark med omkring 4.000 medlemmer på landsplan, men han har masser blod på tanden for at få flere til at gå op i sporten, som han mener, kan mange gode ting.

- Det fysiologiske er ret fedt, for der er næsten plads til alle kropstyper i sporten. Der er også det fysiske. Man kan komme ud med lidt aggressioner, og så er det fedt at finde ud af, at kroppen kan holde til mere, end man tror. Det gør faktisk slet ikke så ondt at blive tacklet og lande på jorden, fortæller han og fortsætter:

- Som træner er det også sjovt, fordi der er i langt flere taktiske aspekter i det her spil, end der er i almindelig fodbold.

Heidi Sloth Bengtsen og Pernille Mortensen, der begge læser idræt på Aalborg Universitet, er to af holdets faste spillere. De mødte op til træningen, efter de så et opslag fra klubben på Facebook.

- Amerikansk fodbold er en kæmpe interesse for mig. Jeg ser det i fjernsynet og sidder gerne oppe om natten for det. Så det her er en fed mulighed for at prøve det, siger Pernille Mortensen.

Begge piger blev hurtigt bidt af sporten.

- Jeg er vokset op med at spille almindelig fodbold, og det kom bag på mig, at den her sport er så meget mere teknisk udfordrende, siger Heidi Sloth Bengtsen

Fællesskab i hele klubben

På nuværende tidspunkt træner kvindeholdet en gang om ugen, og både spillere og træner håber inderligt, at endnu flere piger vil kaste sig ud i det og være med.

- Det kunne være fedt, hvis vi kom op på 20 spillere, så vi kunne komme ud og spille nogle kampe. Det kunne være rigtig sjovt, siger Daniel Lassen.

Pigerne på holdet er helt enige og minder om, at de alle sammen er nybegyndere, så man er ikke bagud, når man starter op. Det handler stadig om at lære det grundlæggende. Og så er der endnu en fordel ved sporten, hvis man spørger dem:

- Jeg siger med stolthed i stemmen, at jeg spiller amerikansk fodbold. Jeg synes, det er fedt at sige, man går til noget andet, end folk er vant til at høre, siger Heidi Sloth Bengtsen.

Pigerne og deres træner peger desuden på et fantastisk fællesskab i hele klubben som en god grund til at melde sig ind og opfordrer alle interesserede til at kigge forbi.

- Alle er velkomne til at komme og prøve. Hvis man kun kommer den ene gang, så er det helt okay, og hvis man kommer igen, så bliver vi rigtig glade. Resten er året er træningen gratis i klubben, afslutter Daniel Lassen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...