Interessen for håndbold-fællesskabet er så stor, at der også kommer klubber i andre lande

AALBORG: Siden Lykkeliga blev stiftet for et par år siden, er det kun gået en vej, og det er fremad.

Målet var 25 håndboldklubber for børn med udviklingshandicap på tre år - her efter to år er der allerede 54 herhjemme. Og succesen fortsætter, for nu har udlandet også fået øjnene op for fællesskabet.

- Det er helt vildt, det kører bare derudaf. Interessen er enorm, siger stifter af Lykkeliga og tidligere tophåndboldspiller, Rikke Nielsen.

Hun fortæller, at der nu også er henvendelser fra Tyskland, Ungarn, Norge, Island og Sverige.

- I første omgang skal vi til Linnköbing, hvor der er interesse fra både klubber og kommune. Jeg er ikke i tvivl om, at vi også får Lykkeliga at se i udlandet på et tidspunkt, siger Rikke Nielsen, der godt ved, interessen forpligter.

- Den kommende tid bruger vi på at finde ud af, hvordan vi breder Lykkeliga ud over landets grænser. Skal vi præsentere en rimelig fast plan, eller skal vi gøre det mere løbende, som vi har gjort herhjemme?

Rikke Nielsen er ikke i tvivl om, hvorfor udlandet har fået øjnene op for Lykkeliga, "i alle lande er der forældre, hvis børn ikke passer ind i gængse fællesskaber".

- Vi har skabt noget, det er fedt at være en del af. Det handler ikke om at vinde men om at være sammen med andre, der minder om en selv, siger Rikke Nielsen.

- Vi er sammen om et fællesskab - ikke en diagnose. Og det er for hele familien, mens børnene er optaget af hopskud og finter, drikker forældrene et glas rødvin.

Rikke Nielsen er selv mor til Magda, der har Downs Syndrom, og Lykkeliga er i høj grad bygget op omkring de erfaringer, familien har gjort sig gennem tiden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...