Om to uger går den første kunstner i gang på centralt torv. Se her hvor

AALBORG: Der er nye motiver i sigte, hvis du er glad for at skyde billeder til Instagram eller Facebook. I løbet af de næste måneder kommer der nemlig seks helt nye gavlmalerier i Aalborg.

Det er Kirk Gallery, der nu er klar til at offentliggøre sommerens program for street art-projektet Out in the Open.

Seks af projekterne kommer som sagt her i byen, mens der i år også bliver et værk på Gammel Skørpingvej i Skørping. Her er den internationale duo Innerfields netop nu i gang med et stort maleri.

Katrine Schousboe
Duoen Innerfields er i gang med et nyt værk i Skørping - men inden for fjorten dage bliver der også et nyt gavlmaleri i Aalborg. Foto: Kirk Gallery

- Her i Aalborg går den amerikanske kunstner Joe Iurato i gang med et værk om fjorten dage. Det bliver årets første her, siger Lene Kirk, indehaver af Kirk Gallery, der står bag kunstprojektet.

Joe Iurato arbejder ofte med stencils, og det bliver også den teknik, han vil bruge på den mur på Gammeltorv, som han skal arbejde på på bagsiden af Paradis Is.

- Der er et stort nedløbsrør, som han kommer til at tage udgangspunkt i og lade noget vokse op ad. Han er allerede i gang med at skære sin stencil og vil også male, forklarer hun.

Blandt de øvrige fem kunstnere er der to genbesøg i form af kunstnere, der allerede én gang har malet i Aalborg.

Det er blandt andet den hollandske duo Telmo Miel, som i foråret 2019 malede et kulørt, let drømmende univers med en kvinde i centrum på en stor gavl på Hjulmagervej ved Gabriel. Nu får de altså mulighed for igen at sætte farver på byen på et endnu ikke offentliggjort sted.

LÆS OGSÅ: Har du set det? Street art-duo sætter farver på Gabriel

Også tyske Falk Lehmann med kunstnernavnet Akut vender tilbage for at lave noget nyt i Aalborg. Han malede i 2018 som den ene halvdel af duoen Herakut et meget markant værk på vejbroen mellem Østre Allé og Jyllandsgade. Denne gang kommer han dog alene, og Lene Kirk forventer derfor, at hans værk vil blive i en markant anden stil end Herakuts'.

- Han har et andet udtryk, når han arbejdet alene. Der sker lige nu det, at mange af de her duoer, splitter op for at prøve noget hver for sig. Og det vil vi så se her, siger hun.

Det er syvende sæson i træk, at en række store, udenlandske street art-navne som led i Out in the Open-projektet laver en flok værker i Aalborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...