Selv om ingen sygeplejersker på Aalborg Universitetshospital strejker, er der problemer med overbelægning. Det betyder nu aflyste operationer og behandlinger

AALBORG: Fra i dag vil patienter med ellers fastsatte tider for operationer og behandlinger på Aalborg Universitetshospital kunne opleve, at der lander kedelige nyheder i deres E-boks-indbakker.

På grund af stadig stigende overbelægning er hospitalet nemlig tvunget til at aflyse flere operationer, behandlinger og undersøgelser de kommende dage. Overbelægningen er en indirekte konsekvens af, at 5000 sygeplejersker landet over siden i lørdags har strejket.

Ingen sygeplejersker på Aalborg Universitetshospital er udtaget til strejke, men det er deres kolleger i Aalborg Kommune, og det påvirker nu den daglige drift på hospitalet.

- Vi står i en svær situation, fordi vi ikke kan udskrive alle de patienter, som vi normalt udskriver på grund af strejken i Aalborg Kommune. Aflysninger sker ud fra et hensyn til patientsikkerheden, siger Lisbeth Lagoni, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital.

Normalt er der dagligt cirka 60 nye indlæggelser på Aalborg Universitetshospital, mens et sted mellem 20 og 40 patienter dagligt udskrives til Aalborg Kommune. Men på grund af strejken, som betyder, at sygeplejerskerne på ældreområdet i netop Aalborg Kommune ikke arbejder, kan flere af patienterne ikke udskrives til kommunale tilbud.

- De skal stadig have pleje og behandling. Det gør, at vi lige nu modtager flere patienter til behandling på Aalborg Universitetshospital, end vi kan udskrive, og det medfører overbelægning, forklarer sygeplejefaglig direktør, Lisbeth Lagoni.

Og overbelægningen er så udbredt et problem på Aalborg Universitetshospital, at ledelsen altså nu træder på bremsen.

- Vi har lige nu overbelægning bredt set. Vi er begyndt at se patienter på gangene, og antallet af brandvagter på gangene er steget de seneste dage. Vi tilstræber, at patienter på gangene skal undgås, og at det forekommer i forbindelse med overflytninger og lignende. Vi tager desuden ellers ferielukkede afdelinger i brug, for at kunne håndtere så mange patienter som muligt, siger Lisbeth Lagoni.

Hun understreger, at der er taget en lægefaglig vurdering af, hvilke operationer og behandlinger der har skullet aflyses.

- Vi aflyser planlagte operationer, det er lægefagligt forsvarligt at aflyse. Det gør vi for at forebygge, at situationen ikke eskalerer yderligere med overbelægning. Vi aflyser ikke planlagte hjerte- og kræftoperationer, ligesom vi tager os af alt akut og førlighedstruende, siger den sygeplejefaglige direktør på Aalborg Universitetshospital.

Alle patienter, der får aflyst en tid på hospitalet, vil blive kontaktet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...