Mike med den prestigefyldte pris. Privatfoto

Studerende Mike Vestergaard snupper pris foran førende advokatkontorer

AALBORG: Mike Vestergaard, 5. semester stud.merc.jur. på Aalborg Universitet, har sat sit navn på tavlen i advokatbranchen ved at vinde "Karnov Nytænkerpris 2018". Det var første gang, en studerende var nomineret til prisen, og Mike endte med at lave den totale sensation med en sejr.

Det var en kæmpe overraskelse, at Mike Vestergaard blev nomineret til prisen som "Årets Nytænker 2018". Han har gjort et imponerende arbejde med sin forening Lejerens Frie Retshjælp, men at opnå anerkendelse ved at blive nomineret til så prestigefyldt en pris var det nok de færreste, der havde regnet med. På trods af det, havde han uden tvivl gjort sig fortjent nomineringen, og han befandt sig pludselig på lige fod med nogle af de mest anerkendte spillere i branchen. Til prisoverrækkelsen i dag var han derfor tilfreds med den opmærksomhed, det har givet foreningen at blive nomineret, og han er yderst beæret over den anerkendelse, han og hele teamet har fået.

At vinde prisen var mere, end Mike havde turde håbe på. De andre nominerede havde uden tvivl fortjent at vinde lige så meget som ham selv, og derfor var han også ufatteligt stolt over at være modtager af den flotte pris.

Det endte dog med, at Mike Vestergaard lavede en af de største sensationer i advokatbranchen og sikrede sig prisen som advokatbranchens nytænker 2018. Endda overbevisende, blev der sagt fra Karnovs side.

Mike Vestergaard er ikke en klassisk studerende inden for juraen. Han elsker juraen - men han elsker også forretning, idéudvikling og det at flytte grænser. Han er iværksætter. Han jagter muligheder og tager gerne chancen. Alt hvad han laver, gør han for at vinde. Han vil altid noget mere, rykke grænser og gøre det umulige. Han respekterer normerne, men går også gerne sin egen vej; specielt i en branche som i den grad trænger til fornyelse.

Mike Vestergaard dedikerer prisen til hele teamet i Lejerens Frie Retshjælp, som bærer en stor del af fortjenesten for nomineringen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...