Vibeke Rosenkjær har stor succes med grab & go - døgnet rundt kan du købe friske blomsterbuketter

AALBORG: Friske buketter døgnet rundt - bundet af blomsterhandlerens kreative hånd.

Det kan du købe hos Blomster by Rosenkjær på Hobrovej, hvor ejer Vibeke Rosenkjær har stor succes med sin blomsterautomat. Hun har haft den som supplement til sin blomsterbutik i nogen tid.

- Jeg begyndte med en automat til otte buketter, men ret hurtigt måtte jeg skifte til en større model, så der nu er plads til 18, siger hun.

- Og interessen er stigende. Jeg har kunder, der siger, det er et godt supplement, at man for eksempel kan købe en frisk buket, når børnene er lagt i seng, og der er ro derhjemme.

Tina Larsen
Vibeke Rosenkjær sørger for, at du kan købe friske buketter i automaten. Foto: Martin Damgård

I øjeblikket har Vibeke Rosenkjær lukket selve forretningen på grund at frygten for corona-virus, men der er stadig fuld gang i automaten.

- Jeg har fået sat en håndsprit fast, og jeg hænger engangshandsker op, så sikkerheden for mine kunder er i top.

I det hele taget kan Vibeke Rosenkjær glæde sig over, at hun har stor succes med sit koncept grab & go.

- Kunderne har taget rigtig godt imod initiativet, hvor man kun kan købe færdige buketter - også inde i forretningen, når den er åben. Det betyder, at det går hurtigere for kunderne, de kan få en frisk buket med i farten, siger hun.

- Og for mig giver det en rigtig stor frihed til det, jeg holder af; den kreative proces. Der er ikke to blomster, der er ens. Så konceptet betyder, at jeg får tid til det, jeg elsker - og det, der kan stresse og besværliggøre købet for kunderne, er skåret væk.

Tina Larsen
Der er plads til 18 buketter i blomsterautomaten. Foto: Martin Damgård

Med både forretning og automat er Vibeke Rosenkjær landet på rette hylde.

- Jeg har altid været vild med blomster og drømt om et drive-in-koncept, siger hun, der også har haft butik i Nibe.

- Så for mig er det her en drøm, der er gået i opfyldelse.

Du finder Blomster by Rosenkjær på Hobrovej 78b.

Selv om selve blomsterbutikken er lukket indtil videre, kan du stadig bestille blomster til begravelser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...